AnnonceLuk annonce




Hammerslag i Kordilgade

19-05-2021

Ejendomsmægler Steen Huusom fra Nybolig. Foto: Gitte Korsgaard. 

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Fredag den 21. maj er der aftenåbent i Kalundborg midtby, og Nybolig har valgt at følge trop, og har derfor et ”cykeltelt”, hvor man bl.a. kan deltage i Hammerslagkonkurrence, eller man kan få en sludder med nogle af rytterne fra Rynkebyholdet fra Kalundborg.

Fredag aften er der gode muligheder for at få en sludder med nogle af Kalundborg rytterne fra Team Rynkeby Vestsjælland, da de står i teltet ved Nybolig i Kalundborg et par timer, når der er ’open by night’. Derudover afholder Nybolig også hammerslag konkurrence, hvor man kan vinde gavekort til Fri Bikeshop.

”Vi synes, at vi også ville deltage sammen med de andre forretninger i byen, og da vi jo ikke rigtig har varer at udstille på samme måde som andre butikker, tænkte vi at det skulle være en form for aktivitet hos os. Derfor har vi valgt, at nogle af rytterne fra Team Rynkeby Vestsjælland er i vores telt, hvor de kan fortælle om, hvorfor de cykler for Rynkeby, og vi har samtidig doneret penge til det gode formål, da alt går direkte til Børnecancerfonden,” fortæller Steen Huusom, der er ejendomsmægler hos Nybolig ved Jan Milvertz i Kalundborg, og fortsætter: ”Men vi har også arrangeret en hammerslag konkurrence, som alle kan deltage i. Her skal man gætte prisen på tre huse, der er blevet solgt for nylig, ligesom man gør i programmet Hammerslag. De tre, der kommer tættest på prisen, som huset er solgt til, vinder de tre gavekort til Fri Bikeshop i Kalundborg, som vi har sponsoreret."

Få en snak om cykling, bolig eller begge dele

Der vil også være popcorn til børnene hos Nybolig, og man kan da også få sig en sludder med en af ejendomsmæglerne i butikken om boligmarkedet. 

”Man er selvfølgelig meget velkommen til også at snakke bolig med os. Har man spørgsmål. eller går man og overvejer at sælge, eller blot har nogle fremtidsplaner, man gerne vil drøfte med os, er man mere end velkommen også. Vi har stadig rigtig god aktivitet, og hussalget er markant stigende, og har været det siden COVID-19 begyndte. De startede egentlig med sommerhuse, men gik så over i også at indbefatte helårshuse. Prisen på husene er også steget markant, og jeg tror ikke, at vi har set enden på den stigning endnu,” slutter Steen Huusom af med at sige.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0