AnnonceLuk annonce




Festival udsætter beslutning 2 uger

06-05-2021

Kalundborg Rock'ers skæbne er endnu ikke afgjort. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Styregruppen holdte onsdag aften møde om, hvorvidt der bliver en Kalundborg Rock’er til august eller ikke. Grundet COVID-19 og deraf alle restriktionerne har det længe været uvist, hvorvidt det kunne lade sig gøre, og styregruppen har faktisk også besluttet, at give det 2 uger mere, hvor de bruger tiden på at finde ud af, om det lader sig gøre at afholde festival på Gisseløre i henhold til alle COVID-19 restriktioner - eller om det er urealistisk.

Mange af landets musikfestivaler har valgt at aflyse grundet COVID-19 restriktioner i forbindelse med store forsamlinger, men styregruppen bag Kalundborg Rock'er besluttede onsdag aften, at de ville vente med at beslutte, hvorvidt der bliver festival på Gisseløre til sommer eller ej. De vil nemlig bruge de næste 14 dages tid på at undersøge, om det er muligt at afholde Kalundborg Rock’er under de givne restriktioner.

Presseansvarlig for Kalundborg Rock’er, Johnny Elmelund håber, sammen med resten af styregruppen, at det kan lade sig gøre at afholde en festival, men de er også realistiske, og vil ikke lave noget med hovedet under armen. Det skal foregå efter alle retningslinjer, så det også er sundhedsmæssigt forsvarligt.

”Vi aftalte på mødet i går, at vi lige giver det en periode mere på 14 dage, hvor vi i den mellemliggende tid undersøger, hvad de helt specifikke krav er, der skal opfyldes, og finder ud af, om det lader sig gøre. Selve opdelingen er jo bare praktisk. Det handler mere om, at opretholde de forskellige lovkrav, og nærlæser man dem, ved myndighederne jo heller ikke selv lige nu, hvilket ben de skal stå på,” siger Johnny Elmelund, og fortsætter: ”Men vi er faktisk alle positivt stemt for at arbejde videre med det her. Dermed ikke sagt, at vi ikke aflyser om 14 dage, fordi det ikke lader sig gøre, eller bliver for kostbart, men vi skylder os selv og vores gæster lige at tænke det her igennem.” 

Uanset bliver det en anden festival i år

Johnny Elmelund påpeger, at det er helt afgørende, at de får styr på alle de uafklarede ting, inden de træffer en endelig beslutning for festivalen i år, ligesom de er klar over, at hvis det lader sig gøre af afholde Kalundborg Rock’er, bliver det en anden festival end de tidligere år.

”Men tiden arbejder forhåbentlig med os således, at smittetallet falder og flere og flere bliver vaccineret. Men det kan alligevel ikke blive den samme festival i år, da mange ting er anderledes. Vi er fx også nødt til at have fuldstændig klarhed over, hvor mange børn, der kommer med, da vi skal vide præcis, hvor mange mennesker, der i alt er inde på pladsen i hver sektion. Men nu arbejder vi videre på, at få fuldstændig styr på retningslinjer og hvad der lader sig gøre, og så må vi se,” slutter Johnny Elmelund af.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0