AnnonceLuk annonce




25 pct. af lærerne i Kalundborg har ikke en læreruddannelse

04-05-2021

 

På landsplan har 18,1 pct. af de ansatte i kommunale lærerstillinger i folkeskolen ikke en læreruddannelse. I Kalundborg er tallet imidlertid 25, 4 pct. Modelfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

På landsplan har 18,1 pct. af de ansatte i kommunale lærerstillinger i folkeskolen ikke en læreruddannelse. I Kalundborg er tallet imidlertid 25, 4 pct. Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

Andelen af lærere uden en læreruddannelse er dermed steget kraftigt fra 2012, hvor andelen lå på 10,3 pct. I Kalundborg Kommune er tallet endnu højere, da hver 4. lærer ikke er uddannet lærer. Andelen af ikke-læreruddannede dækker primært over mange uden en erhvervskompetencegivende uddannelse, hvilket vil sige, at de enten har en grundskoleuddannelse, uoplyst uddannelse eller en gymnasial uddannelse. 

De seneste tal viser, at ca. hver tiende læreransat i 2019 ikke havde en erhvervskompetencegivende uddannelse. I 2012 var det blot 5 pct. Udover at gruppen af lærere uden erhvervskompetencegivende uddannelse er steget, er der også sket en stigning i gruppen af akademikere. Andelen af lærere uden en læreruddannelse er størst på Sjælland og Lolland-Falster. I flere sjællandske kommuner er det omkring 30 pct. eller næsten hver tredje lærer, der ikke har en læreruddannelse. I Kalundborg altså 25,4 pct. Alle kommunerne i top ti over andelen af lærere uden en læreruddannelse er kommuner på Sjælland. Frederikssund og Gribskov topper listen med mere end 33 procent af lærerne uden en læreruddannelse. Omvendt er der få kommuner på Fyn og i Jylland, hvor mange lærere er uden en læreruddannelse.

Kredsformand er bekymret

”Det er bekymrende, at der er så mange, der ikke er læreruddannede. De ikke læreruddannede kan selvfølgelig sagtens levere god undervisning alligevel, men der er jo en grund til, at man tager en læreruddannelse. Vi skal helt klart arbejde på, at få flere uddannede lærere, ja i det hele taget flere lærere til folkeskolen. Udover tallet vi her bliver præsenteret for, er der jo også et skyggetal med alle de timelønnede vikarer, som jo kommer oven i. Vikarer kan også godt levere noget godt, men den stabilitet, der er med en fast lærer med planlægning og indhold, den bliver altså klippet rigtig meget i stykker i skolerne i Kalundborg,” siger Lone Varming, der er kredsformand i Kalundborg.

Lone Varming undrer sig ligeledes over, at ingen ser sammenhængen mellem de faglige resultater og manglen på lærere i det hele taget: ”Faktum er, at der er problemer med de faglige resultater i Kalundborg Kommune, og jeg kan da undre mig over, at ingen får den tanke, at resultaterne også hænger sammen med, at der er for få lærere i folkeskolen.”

Michael Gravesen, der er direktør for børn, skole og familieområdet hos Kalundborg Kommune fortæller, at man er opmærksom på situationen, og at Kalundborg Kommune i øvrigt følger mange af anbefalingerne fra Lærerkommissionen.

”I Kalundborg Kommune har vi en fælles opgave med at styrke det faglige niveau og trivslen i folkeskolen. Der er en positiv udvikling. Ikke mindst takket være engagerede og ansvarlige lærer, pædagoger, skoleledere og forældre, som tilsammen skaber rammerne for eleverne. I Kalundborg Kommune er andelen af undervisningstimer 85% med lærerne, som har det, der hedder kompetencedækning. Tidligere linjefaguddannet. Det må gerne være højere. Derfor har vi også en fælles opgave med både at fastholde vores dygtige personale og tiltrække nye kolleger. Jeg oplever i hverdagen, at vi har et godt samarbejde og en fælles ambition,” siger han, og fortsætter: ”Kalundborg Kommune følger mange af anbefalingerne fra Lærerkommissionen. Herunder et samarbejde om professionel kapital, god skoleledelse, gennemsigtighed i skoleårets planlægning, mentorordning for nye kolleger, Lokalaftale mellem kommune og lærerkreds og så videre. Med andre ord, så er vi opmærksomme på situationen.”


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0