AnnonceLuk annonce




Der er ingen rød tråd i smittetal 

03-05-2021

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Lige nu er der 32 personer i Kalundborg Kommune, der har COVID-19, men ingen er indlagte. Faktisk har der, i de sidste mange uger, ikke været nogle indlagte på hospitalerne fra Kalundborg Kommune. Der er ligeledes ingen rød tråd i smitten i kommunen, og derfor ingen geografiske områder ej heller målgrupper, der er særlig fokus på.

Ved samme tid sidste år var der stort set ingen smittede i Kalundborg Kommune, men på det tidspunkt blev meget få borgere også testet for virus modsat i dag, hvor omkring 10.000 borgere i kommunen bliver testet om ugen. Men der er ingen rød tråd i smitten i kommunen, da det både er ældre og yngre, der skiftevis bliver smittet med COVID-19, og ligeledes varierer det mht. smitte, hvad angår geografisk område i kommunen. Vigtigt er dog, at ingen er indlagte, hvilket der ikke har været længe.

”Der er ingen rød tråd i smitten her i kommunen. Det skifter hele tiden, den ene uge er det de unge, der er smittede, den næste uge er det de ældre. Ligesom der ikke er et bestemt område, hvor smitten er. Det skifter også. Kurven er svagt stigende, men det skyldes jo nok, at vi lemper mere og mere. Der var stort set ingen smittede på det her tidspunkt sidste år, men der blev meget få også testet. Nu bliver rigtig mange testet, ca. 10.000 om ugen i kommunen, og især Kviktesten er stigende pga., at folk skal til frisør, på restaurant osv.,”fortæller Søren Ole Sørensen, der er direktør i Kalundborg Kommune med ansvar for sundhed, og fortsætter: ”Der er ingen indlagt fra kommunen, og det har der ikke været længe. Stort set ikke siden de ældste blev vaccineret. Det var nemlig også de ældste, der blev indlagt.”

Særlig indsats er ikke nødvendig

Søren Ole Sørensen fortæller, at det derfor ikke har været nødvendig for Kalundborg Kommune med en særlig indsats i et givent område.

”Der er ikke umiddelbart tegn på, at man nogle steder i kommunen har store problemer med smitte. Hvis der havde været en rød tråd og/eller et specifikt område, havde kommunen selvfølgelig lavet en særlig indsats, også gennem pressen, for at folk netop ville være opmærksomme på det, men det har ikke været nødvendigt i Kalundborg indtil videre,” siger han. 

Der henstilles naturligvis stadig til, at man spritter hænder, holder afstand, nyser og hoster i ærmet, og ellers holder sig hjemme, hvis man ikke er frisk. Ligesom man henstiller til, at man lader sig teste, dog bliver mange testet jævnligt via arbejdspladsen. 


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0