AnnonceLuk annonce




Bilist flygtede fra færdselsuheld

23-04-2021

Af Jens Nielsen

Politiet efterlyser eventuelle vidner, som har bemærket en sort VW Passat sedan i området omkring Jyderup, som torsdag aften påkørte en bilist på Bjergsted Byvej og efterfølgende stak af fra uheldet.

Torsdag klokken 18.55 fik politiet en anmeldelse fra en 30-årig mand fra Jyderup, som netop var blevet ramt af en bagfrakommende bilist på Bjergsted Byvej i Bjergsted, der flygtede fra stedet efter uheldet.

Ifølge den 30-årige havde bilisten presset den 30-årige, da de kørte ad Skovvejen mod øst ved rundkørslen i Bjergsted, Jyderup. Efter rundkørslen forsøgte bilisten at overhale den 30-åriges bil venstre om, ved at køre ud i græsrabatten. I forbindelse med overhalingen blev den 30-åriges bil ramt på venstre side og drejede rundt som følge af påkørslen.

Bilen som ramte den 30-årige standsede ikke efter sammenstødet, men fortsatte videre ad Skovvejen mod øst.

En patrulje kørte til Jyderup for at lede efter den flygtende bilist. Politiet fandt frem til den formodede flugtbil, som var blevet efterladt på Bjergsted Byvej omkring 200 meter fra Amtsvejen.

Politiet undersøgte den efterladte bil, en sort VW Passat sedan, som havde skader svarende til sammenstødet med den 30-åriges bil. Politiet søgte i området med hunde efter føreren, men fandt ikke frem til nogen personer.

Ved uheldet havde bilen nummerplade på, men denne var nu fjernet. Bilen var desuden afmeldt. Så politiet skal nu forsøge at finde frem til ejeren af køretøjet og dermed udfinde føreren, som skal afhøres til sagen.

Den 30-årige kom ikke noget til i forbindelse med uheldet, men politiet optog rapport om uheldet med en flygtet part.

Borgere som har bemærket en sort VW Passat sedan i området omkring Jyderup før uheldet skete, og som kan komme med oplysninger om føreren, bedes kontakte politiet på tlf. 114.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0