AnnonceLuk annonce




SKILLS Butik åbner i Høng 

14-04-2021

SKILLS butikken i Høng kommer bl.a. til at fokusere på uddannelsesmuligheder for unge. Modelfoto.

kontakt@tv-kalundborg.dk

Onsdag den 28. april åbner dørene for den nye SKILLS butik i Høng – præcis ét år før DM i SKILLS 2022.

Igennem samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner, erhvervslivet og en masse andre interessenter, kan man nu åbne en ny slags ”butik” i midten af Høng – nærmere bestemt på Hovedgaden 32 i Eilands lokaler. Butikken kommer bl.a. til at fokusere på uddannelsesmuligheder for unge, med et særligt fokus på faglært uddannelse, som naturligvis peger frem mod DM i SKILLS eventen, som bliver afholdt i Høng 2022.

”Der er mange måder at tænke bymidteudvikling på, såsom udvikling af detailhandlen, en række større events osv. Da Morten Hass Augustsen, vores projektleder for bymidteprojektet, foreslog, at man kunne åbne en butik i samarbejde med så mange forskellige aktører, så virkede det lidt, som ønsketænkning. Men alle, vi har været i kontakt med, kunne se idéen, havde selv haft lignende tanker, og var hurtige til at bakke op om projektet. Når så mange forskellige aktører kan se sig selv i et projekt, er man nødt til at handle på det,” siger Jens Lerager, erhvervschef i Kalundborgegnens Erhvervsråd.

Butikken skabes løbende

SKILLS Butik Høng bliver skabt løbende, så i stedet for at åbne op til en helt færdig butik, åbnes dørene til gode lokaler, men uden det store inventar, for inventar skal skabes af unge, i samarbejde med uddannelser og erhvervsliv. På den måde bliver det muligt for forældre og børn at droppe ind og se håndværk i praksis, måske selv få mulighed for at bygge et møbel, afprøve en maskine eller noget helt tredje. Butikken kommer, som udgangspunkt, til at være åben i ét år i takt med, at DM i SKILLS løber af stablen. Gennem de 12 måneder vil der være skiftende aktiviteter, der på den ene eller anden måde taler ind i temaerne: Kompetencer, færdigheder og praksislæring.

Malene Gram Grandjean, der er vicedirektør for EUC Nordvestsjælland er også begejstret: ”Det er ikke svært at finde samarbejdspartnere, når selve idéen er god. Vi arbejder selv med at skabe bro mellem uddannelse og erhvervsliv, så man kan sige, at SKILLS butikken passer lige ind. Vi skal vise de unge, hvilke muligheder de har, og hvordan de kan bringe deres færdigheder i spil så tidligt som muligt, så de bedst muligt kan vælge den retning, der er rigtig for dem. Desuden er det en god platform for forskellige uddannelser/erhverv at byde ind og vise deres evner frem,” siger Malene Gram Grandjean.

Indtænker SKILLS i undervisningen

Skoleleder på Høng Skole, Peter Brandt, fortæller, at man regner med at indtænke SKILLS i undervisningen på skolen: ”Det handler om at få skolen ud i virkeligheden, give de unge en anden oplevelse, som supplement til klasserumsundervisning. Vi bakker helhjertet op om sådan et projekt, kun et stenkast fra vores skole og regner med at indtænke SKILLS butikken i vores undervisning, så vidt muligt,” siger han.

Alle virksomheder og uddannelsesinstitutioner kan være med, så hvis man sidder med tanken om, at man gerne vil deltage, støtte op eller på anden måde bidrage til projektet, er man velkommen til at kontakte projektleder på Bymidteprojektet, Morten Hass Augustsen på telefon 40 73 50 85 eller på mail mha@kalundborgerhverv.dk

DM i SKILLS: 

  • DM i SKILLS 2022 – 28. – 30. april, 2022.
  • Sted: Kultur- og Bevægelsespark Høng
  • 300 deltagere dyster om at blive Danmarksmester inden for deres felt.
  • Man forventer omkring 50.000 tilskuere vil gæste Høng og SKILLS.
  • Læs mere på: www.skillsdenmark.dk

Samarbejdspartnere ind til videre:

EUC Nordvestsjælland, ZBC, Knowledge Hub Zealand, Professionshøjskolen Absalon, Landbrugsskolen Sjælland, Forsvaret, Kalundborg Kommune, Kalundborgegnens Erhvervsråd, skoler, efterskoler og ungdomsuddannelser i Kalundborg kommune, samt det lokale erhvervsliv.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0