AnnonceLuk annonce




Kalundborg vil være Danmarks vildeste kommune

25-03-2021

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Dansk natur har brug for mere plads. Derfor opfordres alle danske kommuner til at deltage i en konkurrence frem mod 2022, hvor det gælder om at finde de vildeste idéer til fordel for den vilde natur. Kalundborg Kommune har taget miljøminister Lea Wermelins udfordring op, og har tilmeldt sig kommunedysten. 

Kommunalbestyrelsen besluttede, på deres møde onsdag aften, at man i Kalundborg Kommune tager miljøminister Lea Wermelins udfordring op, og Kalundborg er derfor tilmeldt konkurrencen om at blive Danmarks vildeste kommune. Miljøministeren har tidligere sendt et brev ud til landets 98 kommuner, hvor hun opfordrer dem til at være med i konkurrencen om at blive Danmarks vildeste kommune. Formålet med dysten er at skabe en rigere natur og større biodiversitet til gavn for plante- og dyrelivet. 

”Vi står midt i en naturkrise. Biodiversiteten går tilbage over alt i verden, og herhjemme er tusindvis af dyre- og plantearter i fare for helt at forsvinde. Den gode nyhed er, at alle kan gøre en forskel for naturen. Da Hjørring kommune gav plads til mere vild natur i stedet for græsørkener i haver og rundkørsler, myldrede det frem med sommerfugle og bier. Så tænk, hvis vi får hele Danmark og alle kommuner med på den rejse. Lige fra den lokale skolegård til boligblokken, plejehjemmet og idrætspladsen,” siger miljøministeren.

Bred enighed om projektet

I kommunalbestyrelsen var der også bred enighed om, at Kalundborg selvfølgelig skal være med i dysten. Det har tidligere været drøftet i Miljø- og Teknikudvalget, hvor man dog i første omgang ikke kom videre, da flere var bekymrede for, om projektet ville stoppe kommunens egen planer for en naturpolitik. Det er man imidlertid ikke længere.

”Vi har allerede gang i mange projekter, så vi skulle da være nogle skarn, hvis vi ikke byder ind på den her. Vi skal selvfølgelig fortsætte vores naturmodel, men det kan vi også sagtens samtidig med, at vi deltager i konkurrencen. Konkurrence kommer ikke til at forhindre kommunens egne projekter. Det er både og,” siger borgmester Martin Damm (V).

Niel Erik Danielsen fra Enhedslisten, der oprindeligt stillede forslaget i sin tid, var også glad for at høre, at der var begejstring for forslaget fra alle sider: ”Det er da oplagt at vi skal være med, når vi kalder os en grøn industrikommune,” sagde han bl.a.

Hanne Olesen (S) var en af de politikere, der til at begynde med var skeptiske over for proejktet, men som sidenhen har kunne se idéen, og har taget kontakt til Hjørring Kommune, hvor man har stor succes med projektet: ”Der er mange interessenter i det her, og jeg glæder mig derfor til dialog med alle vores grønne interessenter i kommunen. Vi skal som kommune sørge for at få informationerne ud til borgerne. Men vi er med, og vi glæder os til det.”

Thomas Malthesen Hiorth (SF) var meget glad for, at man har besluttet at deltage, og han ser kommunens naturpolitk og konkurrencen om at blive Danmarks vildeste kommune ´, sm noget der fungerer fint sammen: ”Det er fantastisk, at vi nu er med i konkurrencen. Jeg ser naturpolitikken og konkurrencen som ren synergieffekt. Jeg tror, at de to ting vil understøtte hinanden rigtig godt.”

Aase Dye (S) pointerede det enormt vigtige med konkurrencen, at bier og andre vigtige insekter helt forsvinder: ”Konkurrencen har jo også en underliggende alvor bag sig, det er jo super sørgeligt, at bier og insekter forsvinder.”

888 mio. kr. på finansloven

Regeringen har sammen med Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet afsat 888 millioner kroner på årets finanslov til en natur- og biodiversitetspakke til bl.a. mere urørt skov og naturnationalparker, som skal være med til at skabe mere vild og sammenhængende natur. Ligesom en række ministerier såsom Forsvarsministeriet, Transportministeriet, Kirkeministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriet arbejder for vildere natur på statens arealer.

Frem til den 24. marts kan landets kommuner tilmelde sig konkurrencen, hvor der er lagt op til fri leg i bestræbelserne for at gøre sin kommune vildere. Indsatserne vil blive fulgt af dommerpanelet, der ud over miljøminister Lea Wermelin består af bonde og tv-vært Frank Erichsen og biolog Morten DD Hansen. I slutningen af 2022 kårer dommerpanelet den vildeste kommune. Det vil sige kommunen med det mest fantastiske biodiversitetsprojekt baseret på bl.a. idérigdom, engagement, antal omlagte kvadratmeter/kubikmeter vild natur og udbredelse af viden til borgerne om den vilde naturs evner og egenskaber.

Fakta om konkurrencen:

  • Biodiversiteten er i tilbagegang i hele verden. Arter uddør hurtigere end nogensinde før: 1 mio. dyre- og plantearter er i fare for at uddø. På den baggrund opfordrer miljøminister Lea Wermelin de danske kommuner til at deltage i en konkurrence om at blive ’Danmarks vildeste kommune’.
  • Dommerpanelet består af Miljøminister Lea Wermelin, tv-værten Frank Erichsen og biologen Morten DD Hansen, der skal kåre vinderkommunen med det mest fantastiske biodiversitetsprojekt. Der er fri leg, og vinderen udvælges baseret på bl.a. idérigdom, engagement, antal omlagte kvadratmeter/kubikmeter vild natur og udbredelse af viden til borgerne om den vilde naturs evner og egenskaber. En kommune kan også vælge at fokusere på noget helt femte, der gør kommunen VILD.
  • De 98 kommuner kan tilmelde sig konkurrencen frem til 24. marts 2021, hvorefter dysten om at blive ’Danmarks VILDESTE kommune’ skydes i gang. Konkurrencen løber frem til udgangen af 2022.
  • Et filmhold følger konkurrencen, og optagelserne vil blive sendt i 2023 som anden sæson af ”Gi os naturen tilbage” på DR. Mere end 500.000 seere fulgte med i første sæson, der blev sendt i efteråret 2020.
  • Konkurrencen er en del af Miljøministeriets kampagne ”Sammen om et VILDERE Danmark”, hvor målet er at få både kommuner og danskerne generelt til at dyrke, hylde og omfavne den vilde natur.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0