AnnonceLuk annonce




Danmarks største cykelløb kommer igen forbi

03-03-2021

I 2017 var der opløb ved Kalundborg Havnepark, sådan bliver det også i år. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Når den 30. udgave af PostNord Danmark Rundt køres 10.-14. august 2021, bliver det med start i Struer og mål på Frederiksberg Allé. 780 kilometer venter rytterne fordelt på fem etaper, den ene af etaperne køres i Kalundborg Kommune.

Ruten  er med såvel gamle kendinge som nyheder. Feltet er også værd at bemærke, 140 ryttere, på i alt 20 hold, heraf hele 6 World Tour hold.

Ruten til dette års udgave af PostNord Danmark Rundt, er præget af en god kombination af alt det Danmark kan byde på. 2 flade etaper med mulighed for sidevind, 2 bakkede etaper og en historisk afslutning på løbet, i form af den afsluttende etape, nu som en enkeltstart på Frederiksberg.

Om dette års udgave af PostNord Danmark Rundt, udtaler løbets projektchef Frank Hyldgaard: ”Der er lagt op til et brag af et løb, hvilket bekræftes af at så mange stærke hold har ønsket at deltage i dette års udgave PostNord Danmark Rundt. Det bliver et virkelig flot felt, når de 140 ryttere begiver sig ud i det danske landskab.

Løbets 4. etape, er en 189 km. lang kuperet rute i Nordvestsjælland, med start i Holbæk og mål i Kalundborg.

Efter rytterne har forladt start byen Holbæk, bliver første udfordring ved Tølløse, hvor bakkerne ved Mørkemosebjerg venter. Efter Tølløse køres stik vestpå mod Mørkøv, Jyderup og Svebølle, inden en 19,5 km. lange rundstrækning i Kalundborg rammes.

Rundstrækningen vil stille store krav til rytterne. Først skal den smalle Møllebakken forceres, og ude på Røsnæs venter der en 3,5 km. meget smal og kuperet landevej. Kort efter er det den stejle Bøgebakke, der tager imod.

Finalen mod mål er på flad vej ind ad Kystvejen, der til gengæld er helt åben. Etapen byder på 189 intense kilometer med 1500 højde meter, som helt sikkert vil byde på masser af godt væddeløb. Opløbet er ved Kalundborg Havnepark på Vestre Havneplads, hvor Casper Pedersen i 2017 vandt en flot sejr, da han kørte alene hjem. Samme scenarium kan måske udspille sig igen.

Så der venter masser af cykeloplevelser i august for de borgere i Kalundborg Kommune som har interesse i væddeløb på racercykel.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0