AnnonceLuk annonce




Gode samtaler med unge er vigtige - især nu

27-02-2021

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Teenagecoach Grethe Lindbjerg Sørensen har netop skrevet en ny bog, der udkommer onsdag den 17. marts. Bogen handler om gode samtaler med unge – et emne der må siges at være højst aktuel i en tid, der for mange er svær.

Unge menneskers hverdag er fuld af ord og snak fra voksne. Lige fra smalltalk og hurtige hverdagssamtaler til instruktioner, formaninger og undervisning. Men er der også plads de virkelige gode og nærværende samtaler, hvor de voksne oprigtig lytter til de unge. Det er alt sammen spørgsmål, som Teenagecoach Grethe Lindbjerg Sørensen stiller – og svarer på – i sin nye bog, der udkommer den 17. marts som online bog-release kl. 19 -19:45 live på Facebook.

”Hvordan kommer forældre eller lærere i gang med en god samtale? Hvordan kan man sikre sig, at de unge mennesker overhovedet vil fortælle noget eller lytte til, hvad de voksne har at sige?” Det er spørgsmål, Grethe Lindbjerg Sørensen svarer på i sin seneste bog.

Mere relevant end nogensinde før

Grethe Lindbjerg Sørensens bog udkommer ydermere på et tidspunkt, hvor også mange unge har det svært grundet COVID-19 og deraf de mange restriktioner, der bl.a. betyder, at de ikke kan se deres venner, som hidtil grundet smittefare. 

”Det er yderst relevant lige nu, hvor rigtig mange unge har det ekstra svært grundet corona. Derfor er det også vigtigt, at vi ved, hvordan vi får den gode samtale med de unge. Det gælder både forældre, lærere og andre voksne. De er lige nu meget frustrerede og kede af det. Men man skal også vide, at man ikke altid skal tage rollen på, hvor man skal fikse det hele, så føler de sig ikke forstået. De skal heller ikke puttes i offerrollen, men de har brug for, at vi snakker rigtig med dem,” siger Grethe Lindbjerg Sørensen.

Grethe Lindbjerg Sørensen taler med mange unge, der er bekymrede, kede af det og frustreret: ”De unge er meget frustreret og kede af det lige nu. Men det er mange voksne jo også. Derfor er det også ekstra vigtigt, at vi er opmærksomme på, at vi skal snakke sammen om, hvad der bekymrer os, hvad vi er frustreret og kede af det over. Det er også vigtigt at huske på, at unge har et større behov for at være sammen med jævnaldrende end voksne. De skal spejle sig i hinanden. De har helt andre behov, og mange er ganske simpelt bange for, hvorvidt vennerne stadig er der, når de ”kommer tilbage,” fortæller Grethe Lindbjerg Sørensen, og slutter: ”Mange unge mangler helt klart en voksen at tale med. De føler heller ikke, at læreren har føling med dem, og de fanger ofte ikke, hvor galt det står til med den unge, desværre. Men heldigvis har en hel del unge også voksne at tale med, der gør et stort stykke arbejde for at hjælpe.”

’Gode samtaler med unge – Samtaleguide til forældre og lærere’ henvender sig til lærere, pædagoger, forældre, bedsteforældre, og andre voksne, der ønsker inspiration og idéer til gode samtaler med unge mennesker. Samtaleguiden er i øvrigt en efterfølger til bogen: Tal med din teenager – Kvæl konflikterne og styrke selvværdet.

Grethe Lindbjerg Sørensen er selvstændig teenagecoach, uddannelsesvejleder og kommunikationsterapeut. Hun har arbejdet med teenagere igennem mange år som efterskolelærer, vejleder og coach.

Man kan læse mere om Grethe Lindbjerg Sørensens arbejde her: www.grethelindbjerg.dk


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0