AnnonceLuk annonce




Håber at få hele uddannelsen til Kalundborg

04-02-2021

Malene Grandjean, vicedirektør på EUC Nordvestsjælland, glæder sig til, at en del af maskinmesteruddannelsen kommer til EUC Nordvestsjælland.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Til august kan man tage den praktiske del af maskinmesteruddannelsen i Kalundborg, men man skal dog fortsat tage hovedforløbet i Lyngby – indtil videre.  Man håber nemlig på også at få hovedforløbet til Kalundborg.

Ny aftale mellem EUC Nordvestsjælland og Maskinmesterskolen i København gør det muligt allerede fra august at påbegynde det praktisk teoretiske forløb i lokalområdet, herunder i Kalundborg. Der arbejdes dog fortsat på, at de første, der påbegynder uddannelsen til august, ligeledes kan tage hovedforløbet, altså den teoretiske del i lokalområdet. 

”Maskinmesteruddannelsen passer i den grad til de lokale virksomheders behov for teknisk uddannet personale, så vi er glade for, at vi kan bidrage til, at unge mennesker lokalt kan få uddannelsen. Derudover har vi da også en forhåbning om, at den teoretiske del af maskinmesteruddannelsen kunne blive placeret i Kalundborg, så hele uddannelsen er mulig at færdiggøre lokalt. Faktisk håber vi, at man kan få overbygningen på plads, så de, der begynder på uddannelsen til sommer, kan tage hele uddannelsen herude, hvis de ønsker det. Men der er lige en del brikker, der skal på plads. Som det er nu, skal man tage overbygningen, altså den teoretiske del, i Lyngby,” fortæller Malene Grandjean, vicedirektør på EUC Nordvestsjælland.

Tommy Birkenbaek, der er uddannelseschef på Maskinmesterskolen i København er også begejstret for samarbejdet og siger: 

”Maskinmestermesteruddannelsen har til alle tider taget udgangspunkt i solidt håndværk. Det er hele afsættet for uddannelsen, og derfor er vi meget glade for samarbejdet med erhvervsskolerne, som kan give de studerende fra region Sjælland de rigtige kompetencer i deres nærområde.

Hvorfor Kalundborg 

Maskinmestre arbejder fx i produktions- og industrivirksomheder, på kraftværker, i energiforsyningsselskaber, på skibe eller offshore med vind-, gas- eller olieproduktion. Det er vigtige brancher i Nordvestsjælland, særligt i Kalundborg, men ofte oplever det regionale erhvervsliv, at det er svært at rekruttere maskinmestre. 

”Grunden til de er opmærksomme på Kalundborg er jo netop, at man ved, at virksomhederne herude har brug for maskinmestre, og det kunne tiltrække unge andre steder fra, fordi man så er tættere på virksomhederne,”siger Malene Grandjean.

Gymnasial uddannelse eller håndværker

For at starte på uddannelsen til maskinmester skal man enten have en gymnasial baggrund, eux eller relevant erhvervsuddannelse. De elever der udelukkende har en gymnasial baggrund skal starte deres uddannelsesforløb med ni måneder med et praktisk teoretisk værkstedsforløb samt virksomhedspraktik. På forløbet skal eleverne blandt andet arbejde med el, motorlære og køling, svejsning, pneumatik og fræseteknik. 


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0