AnnonceLuk annonce




Isen er ikke tyk nok

04-02-2021

Ellingelund er en af de søer der kan skøjtes på når isen bliver tyk nok. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Når det er rigtig koldt, kan man være så heldig, at man kan skøjte på en af de syv søer, som kommunen har udpeget som skøjtesøer, men isen er fortsat ikke tyk nok til at begive sig ud på isen.

Hvornår er isen egentlig tyk nok til, at man kan færdes på den, og hvem tjekker det? Hos Vej & Park i Kalundborg Kommune er man ikke i tvivl om, hvornår man må færdes på isen. Det er nemlig dem, der tjekker den, og giver grønt lys, hvis isen er tyk nok - nemlig 13 cm. Isen på de syv søer, som kommunen har udpeget som skøjtesøer, er dog ikke tyk nok på nuværende tidspunkt til, at børn og barnlige sjæle kan boltre sig på den fx i form af skøjteløb. 

”Politiet har sat krav om, at isen minimum skal være 13 cm, og at der skal være skilte, der viser, at isen er sikker, før man må gå ud på isen. Men man skal selvfølgelig stadig huske, at selv om der er et skilt, skal man fortsat bruge sin sunde fornuft, og aldrig gå ud på isen, hvis man er alene, der er huller i isen, eller det pludselig er tøvejr,” siger Birgitte Kofoed Møller, der er landskabsarkitekt ved Kalundborg Kommune. 

Se efter skiltning

Før i tiden blev der sat skilte op om, at isen var usikker at færdes på. Sådan er det imidlertid ikke længere. Nu kommer der først et skilt op, når isen er sikker at færdes på. På skiltet vil der typisk stå: ”Færdsel på isen tilladt.” Står der således intet skilt, er isen altså IKKE sikker at færdes på. 

”Vi er opmærksomme på, at det lige nu fryser hurtigt til, og derfor går vi også i gang med at måle her op til weekenden, så vi ved, om der er nogle søer, der kan bruges til at skøjte på. Vi måler et sted i morgen, og snakker så om, hvorvidt vi skal udbrede målingerne til flere søer. Indtil nu har der ikke været nogle steder, hvor man har kunne skøjte i år. Vi skal helt tilbage til 2013,” fortæller Birgitte Kofoed Møller, og slutter: ”En mulighed er jo også, at snakke med en lokal landmand, hvor man bor, og høre, om man kan skøjte på en af de store vandpytter på markerne. Det ved jeg, at mange har glæde af lokalt, og ejeren ved, om der er tale om dybe vandpytter eller blot en, hvor man får våde støvler, hvis man ryger igennem.”

Politiet tjekker ikke, hvorvidt isen på skøjtesøer i kommunen er sikker at færdes på. Det er udelukkende kommunernes ansvar.

De syv skøjtesøer i kommunen

De syv søer, der betegnes som skøjtesøer af Kalundborg Kommune er:

  • Ellingelund
  • Gørlev Sø
  • Sø, Høng Hallen
  • Sejerø Gadekær
  • Snertinge Gadekær
  • Rørby Regnvandsbassin
  • Østergaardsparken, Ubby

De fire førstnævnte fryser først til, hvor istypen på de sidste tre ofte er forskellig, og derfor kan der ikke skøjtes på dem lige så hurtigt. 


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0