AnnonceLuk annonce




Ekstra corona-rengøring i børneinstitutioner

29-01-2021

Af Jens Nielsen

Fagcenter Børn, Læring & Uddannelse i Kalundborg Kommune har ansat ledige borgere i småjobs til ekstra Corona-rengøring i børneinstitutionerne. En meget stor CSR-indsats (Virksomheden samfundsansvar’ er en dansk betegnelse for begrebet) overfor nogle af kommunens borgere, der blandt andet som følge af COVID-19 og den øgede ledighed er kommet endnu længere fra arbejdsmarkedet.

Der er tale om 29 småjobs i 2 timer dagligt og jobbeskrivelsen er vask af legetøj, sengetøj og barnevogne samt afspritning af kontaktflader, borde håndtag, madkasser og drikkedunke. 

Ordningen startede i efteråret 2020 og er forlænget indtil videre til foråret 2021.

Jobcenter Kalundborg har udsøgt og rekrutteret kandidaterne, der spænder fra unge under 30 år, langtidsledige over 30 år til integrationsborgere.

”Flere af borgerne, der er ansat til at varetages den ekstra Corona-rengøring, er ansat i to børneinstitutioner og har derved timer nok til at blive selvforsørgende, hvilket har stor betydning for det enkelte menneske, men også for Kalundborg Kommune,” oplyser Helle Damkær Winther, virksomhedskonsulent i Jobcenter Kalundborg, og fortsætter,

”Flere af de ansatte borgere, der er ansat i COVID-19-småjobs, giver udtryk for deres taknemmelighed for denne chance. De er meget glade for jobbet, og føler derved at de kan bruges til noget, samt har fået en bedre livskvalitet.”

Institutionerne har taget imod borgerne med åbne arme, og givet dem mulighed for at komme ud af ledighed samt tættere på arbejdsmarkedet, og samtidig er COVID-19 rengøringsopgaven blevet løst.

I Kr. Helsinge Børnehus arbejder Maria Brenes, der har boet i Danmark i 2 ½ år og taler meget fint dansk. Hun går på sprogskole og er ansat 10 timer ugentligt.

”Det er et godt sted at arbejde. Jeg vasker og spritter af, så pædagogerne kan bruge tiden på børnene. Nu er der mulighed for at have mere legetøj fremme, og det er børnene vilde med,” fortæller Maria.  I fremtiden drømmer hun om en uddannelse som procesoperatør.

Pædagogisk leder Britta Larsen anerkender den store indsats. ”Det er et meget vigtigt arbejde, hvor vi har fundet en god rytme. Samtidig er Marias kontakt til børnene rigtig god.”

Hobitten i Gørlev har ansat Tina Almhøj Hansen til den ekstra Corona-rengøring.

”Det er en samfundsmæssig vigtig og nødvendig opgave, Tina er faldet godt til i huset og det kører fint og stabilt,” siger pædagogisk leder Berit Westi.

Tina er meget glad for arbejdet. ”Jeg har søde kolleger, der roser mig, og så arbejder jeg blandt alle de dejlige børn” fortæller hun.

”Samtidig tjener jeg mine egne penge, og det er så fantastisk”.

Hendes knæ og ryg kan ikke holde til et almindeligt rengøringsjob mere ”Men dette passer bare perfekt til mig, og i fremtiden går jeg efter et fleksjob i en daginstitution,” slutter en tilfreds Tina.

Hvis andre virksomheder har lignende behov kan man kontakte Jobcenter Kalundborgs Virksomhedsservice, tlf. 21 32 33 95 eller mail virksomhedsservice@kalundborg.dk


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0