AnnonceLuk annonce




Samarbejde om at pleje COVID-19 patienter

18-01-2021

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Sygeplejersker og sosu-assistenter fra Sclerosehospitalet kommer patienter fra de COVID-19 pressede sygehuse til hjælp. Plejepersonale fra Sclerosehospitalet i Haslev indgår nemlig fra mandag den 18. januar i vagtplanen på Epilepsihospitalet, Filadelfia i Dianalund. 

I sidste uge indgik Epilepsihospitalet, Filadelfia i Dianalund en aftale med Region Sjælland om at tage imod patienter fra regionens sygehuse. Sygeplejerske og sosu-assistenter fra Sclerosehospitalet trækker ligeledes i uniformerne, og gør klar til at tage til Filadelfia og hjælpe med at pleje patienterne.

”Jeg er glad for, at vi kan hjælpe – og jeg er stolt af vores sygeplejersker og sosu-assistenter. Vi har hele tiden meldt os klar til at hjælpe i denne situation, hvor hele sundhedsvæsenet er presset på grund af pandemien. Medarbejderne gør det på helt frivillig basis, fordi de kan, og fordi de gerne vil,” siger hospitalsdirektør Brita Løvendahl fra Sclerosehospitalet.

Et fint samarbejde

Dermed er der opstået et fint samarbejde mellem det offentlige sygehusvæsen og de to specialhospitaler midt i corona-epidemien.

”Jeg er dybt taknemmelig. På sygehusene må flere og flere medarbejdere nu tage sig af COVID-ramte patienter. Derfor har vi brug for at etablere ekstra sengepladser uden for sygehusene til de almindelige patienter. Især nu, hvor vi ruster os til at kunne modstå et måske endnu større pres på grund af den mere smitsomme corona variant B117,” siger koncerndirektør Leif Panduro Jensen, Region Sjælland.

Epilepsihospitalet Filadelfia indgik i beredskabet den 8. januar, og modtog her de første ni patienter. Hospitalet skal nu gøre følgeskab med gode medarbejdere fra Sclerosehospitalet.

”Vi forventer meget hurtigt at modtage op til 22 patienter fra sygehusene i Region Sjælland. Introduktion og planlægning af den samlede opgave er allerede godt i gang, så vi kan komme på omgangshøjde med de mange nye arbejdsopgaver. Epilepsihospitalet og Sclerosehospitalet kender hinanden rigtigt godt som to landsdækkende og dedikerede specialhospitaler, omtalt direkte i Sundhedsloven. Så jeg finder det helt oplagt, at vi som to specialhospitaler bidrager sammen midt i denne verdensomspændende sundhedskrise,” siger administrerende direktør Jens-Otto S. Jeppesen fra Epilepsihospitalet Filadelfia.

Aftalen er indgået mellem Region Sjælland og Sclerosehospitalet i Haslev. Aftalen indebærer, at Sclerosehospitalet fra mandag 18. januar stiller sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter til rådighed for tjeneste på Filadelfia. Det er Region Sjællands E-hospital, der har det lægefaglige behandlingsansvar.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0