AnnonceLuk annonce




Børn skal inspireres til at læse

06-01-2021

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Igen i år kan skoleklasser på 1.- 6. klassetrin deltage i læselystkonkurrencen, Vinterbogen. Konkurrencen skal inspirere til læselyst gennem delinger af læseoplevelser eleverne imellem. 

Vinterbogen er et samarbejde mellem centralbibliotekerne og børnebibliotekerne, og lavet på baggrund af opfordringer fra flere skoler, der savner forløb med inspiration til læsning. Deltagelse i kampagnen er skolernes mulighed for aktivt at sætte læsning på skemaet, og sammen med bibliotekerne motivere elevernes læselyst.  

Formålet er at få skoleklasser til at læse, og dele deres oplevelser med hinanden, så andre elever kan blive inspireret til også at læse. Undersøgelser af børns læsevaner viser nemlig, at børn gerne vil inspirere og inspireres af hinanden gennem gode anmeldelser og anbefalinger. Netop derfor er Vinterbogen et godt værktøj for bibliotekarerne og skolelærerne, da der sættes fokus på nye og anderledes metoder til at (gen)finde børns læselyst.

”Bibliotekarer er gode til at inspirere til læselyst gennem eksempelvis booktalks og lignende, som vi har gjort i forbindelse med Sommerbogen. Men det fede ved Vinterbogen er, at der nu kommer endnu mere fokus på, at børn skal inspirere børn,” siger Mihaela Boock-Jensen, børnebibliotekar, Kalundborg Biblioteker. 

Vind et forfatterbesøg til din klasse

Udover at give idéer til nye metoder for at inspirere til læselyst, har Vinterbogen også en stor national konkurrence, som skoleklasserne kan deltage i. Alle klasser har mulighed for at vinde en af de 4 hovedpræmier, som bl.a. består af forfatterbesøg i klasserne. Det er nemt at deltage – klassens lærer skal blot oprette klassen via www.vinterbogen.dk 

Vinterbogen er udsprunget af den populære læselystkonkurrence, Sommerbogen, der sætter fokus på læselyst hvert år i Sommerferien, men nu tilbydes det mere skolevenlige alternativ, Vinterbogen altså også, hvilket gerne skulle sætte fokus på læselyst uden for skoleferierne også.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0