AnnonceLuk annonce




Året der gik - 1. kvt. 2020

25-12-2020

Af Gitte Korsgaard & Jens Nielsen kontakt@tv-kalundborg.dk

2020 er ved at rinde ud, og håbet lyder på et 2021 med knap så mange udfordringer, som COVID-19 har givet de fleste i indeværende år. TV-Kalundborg tager her et tilbageblik på nyhederne i Kalundborg Kommune i året, der er gået. Vi har samlet de begivenheder fra kommunen i 2020, der har haft læsernes størst bevågenhed, i fire indslag, delt op efter kvartal.

Januar:

Året var kun lige begyndt, da en ung mand blev slået ihjel i en færdselsulykke på Gørlev Landevej ved Høng. En strækning, hvor der i øvrigt i en periode var mange færdselsulykker.

I januar blev en 19-årig mand idømt fem års fængsel for hjemmerøveri, og han blev udvist af Danmark for bestandigt. Han flygtede efterfølgende fra politiet i forbindelse med en transport til arresten i Kalundborg. Han blev dog anholdt dagene efter.

Den 9. januar gik håndværkerne i gang med at renovere det tidligere sygehus i Kalundborg, for at lave et nyt kollegium med 170 værelser samt 40-50 lejligheder.

I januar solgte Kalundborg Kommune det tidligere Rådhus i Svebølle til lokale investorer. Bygningerne skal ombygges til lejligheder?

I slutningen af 2019 måtte brandvæsnet køre til Klosterparkvej pga. bilbrand og midt januar 2020 måtte de igen af sted til bilbrand i samme område.

Den 15. januar blev endnu en ung mand dræbt i en voldsom trafikulykke på Høng Landevej ved Høng. På blot to måneder er der sket fire alvorlige færdselsulykker på Gørlev- og Høng Landevej. Stederne blev omdøbt til ’dødens landevej’ på de sociale medier.

I januar kom det også frem, at sårbare unge klarer sig godt på Kalundborg Gymnasium. De tilbyder nemlig en treårig HF til unge med særlige behov, hvilket kun få gymnasier i Danmark gør.

Slut januar blev Erhvervscenteret Casa Danica, på 80.000 kvm.,  på Hareskovvej i Kalundborg solgt.

Februar:

I februar kunne TV-Kalundborg fortælle om besøgsrekord i januar på TV-Kalundborg. For første gang var der mere end 500.000 besøg på blot en måned. I hele 2019 har der i gennemsnit været godt 350.000 besøgende om måneden på TV-Kalundborg.dk.

Februar var også måneden, hvor der var stor debat om, hvorvidt der skulle gives dispensation til, at Unibio A/S kunne opføre et op til 30 meter højt tårn på Asnæsvej/Hareskovvej i Kalundborg.

I februar løb kommunen tør for penge til cykelstien på Røsnæs, og der skulle tilføres flere penge, hvilket blev bevilliget. Der var til at begynde med afsat 18,8 mio. kr. til cykelstien, og nu skal der tilføres yderligere 3.2 mio. kr.

Novo Nordisk meddelte i februar, at de ville investere 800 mio. kr. på at opgradere og udvide produktions-sitet i Kalundborg. Et projekt, der forventes færdig i 2022.

Midt februar blev et fragtskib, der faktisk var et smuglerskib, bordet af politiet i havet syd for Falster - og alle ombord er anholdt. 27 udlændinge fra en række forskellige lande blev sigtet for indsmugling af 100 kg. kokain. 24 af personerne blev anholdt på fragtskibet Duncan Island, som sejlede til Kalundborg Havn efterfølgende, og blev undersøgt af dykkere m.m. i Kalundborg Havn.

Februar var også måneden, hvor retssagen mod tre mænd, der i vinteren 2018 angiveligt forsøgte at dræbe en 23-årig kvinde ved et skudattentat ved Slagelse Sygehus, blev indledt. De tre mænd blev anholdt ved en stor politiaktion i Kalundborg i marts 2019, hvor flere personer med relation til bandemiljøet blev anholdt. To af de unge mænd, fra Klosterparkvejs kvarteret i Kalundborg, blev idømt otte års fængsel for drabsforsøg.

I slut februar var der skyderi ud for Sct. Olaiparken på Klosterparkvej i Kalundborg, ingen blev dog ramt. Politiet var massivt til stede efterfølgende.

De fire 30 m. høje skorstene ved Kalundborghallerne blev fjernet i februar, da der var fare for, at de væltede. Skorstenene var mere end 40 år gamle.

En af de sidste dage i februar fik Klosterparkvej i Kalundborg besøg af leder af Stram Kurs, Rasmus Paludan. Besøget var dog kun af få minutters varighed, da politiet førte ham væk. Rasmus Paludan valgte imidlertid at vende tilbage til Klosterparkvej kort efter, at han var blevet ført væk af PET vagter. Ingen viste dog interesse for ham, og besøget blev noget af en våd fuser i det grå februar vejr.

Marts:

I begyndelsen af marts var Kino den Blå Engel klar til at tage deres helt nye eksklusive biografsal i brug.

Det gamle Jernbanehotel i Kalundborg kunne i marts præsentere fire luksuslejligheder efter en omfattende renovering af bygningen, der ligger på hjørnet af Skibbrogade og Vestre Havneplads, lige over for havneparken i Kalundborg.

Marts blev også måneden, hvor Danmark lukkede ned grundet COVID-19, og hele verden blev vendt op og ned grundet den nye virus, som vi i skrivende stund stadig ikke har fået bugt med. Den 3. marts blev den første borger i Kalundborg Kommune konstateret smittet.

Tre lokale førstehjælpere var fremme som de første, da en chauffør i marts 2020 fik hjertestop i sin lastbil på Stejlhøj i Kalundborg. De ydede en stor indsats for at prøve at redde mandens liv, der dog desværre ikke stod til at redde.

Genbrugspladserne lukkede ned sammen med resten af landet grundet hele COVID-19 situationen, men åbnede op igen i slutningen af måneden til stor glæde for mange danskere.

Marts bød også på en stor politiaktion på Gl. Hovvej i Kalundborg, hvor en mand blev anholdt.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0