AnnonceLuk annonce




Lampetyv slog til igen

21-12-2020

Igen søndag aften blev en af de store butiksruder smadret hos Lysmesteren i Gørlev. Privatfoto

Af Jens Nielsen

Lysmesteren i Gørlev var søndag aften udsat for indbrud, hvor en stor butiksrude blev smadret. Det er tredje gang inden for en uge, at der er indbrud hos Lysmesteren. Efter overvågningsbilleder at dømme, er der formentligt tale om den samme mand alle tre gange.

Søndag aften lige omkring kl. 21 blev Lysmesteren i Gørlev igen ramt af et indbrud, hvor en af de store butiksruder blev smadret, og en PH gulvlampe til en værdi af kr. 22.000 blev stjålet.

Et vidne til tyveriet oplyser til TV-Kalundborg.dk, at han så tyven smadre det store butiksvindue med en mukkert, og tågesikringen gik i gang. Gerningsmanden fik hevet den dyre gulvlampe ud fra butikken og løb herefter over til sin bil, som var parkeret på den anden side af rundkørslen ved Gørlev, med retning mod Kalundborg.

Vidnet har givet politiet et godt signalement af indbrudstyven samt nummerpladen på den bil han var kørende i.

Natten til onsdag og torsdag aften var der også indbrud hos Lysmesteren i Gørlev. Ved de to indbrud er der stjålet en PH Kogle som koster 59.000 kr. i udsalg samt to bordlamper og en gulvlampe.

Indbrudstyven, som måske er den samme ved alle tre tyverier, er tilsyneladende helt kold og fræk. Tyveriet torsdag, skete først på aftenen lige ud til rundkørslen i Gørlev, hvor der er masser af trafik, lige som der er mange mennesker på parkeringspladsen ved supermarkedet lige over for, men det var han tilsyneladende helt ligeglad med.

Signalement af gerningsmanden: Mand, ca 170-180 cm, almindelig af bygning. Iført sort jakke med hætte oppe, sort maske, sorte bukser med en hvid stribe langs hele buksen, handsker og mørke sko.

Eventuelle oplysninger til Midt- og Vestsjællands Politi på tlf. 114


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0