AnnonceLuk annonce




Fire V-kandidater klar til kommunalvalg 2021

15-12-2020

De fire V-kandidater valgt i Kalundborg – Årby - Tømmerup, Mustafa Badr, Søren Gammelby, Mads Olsen og Søren Vang Fischer. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Søren Gammelby er valgt som spidskandidat for Venstreafdelingen i Kalundborg – Årby - Tømmerup. Søren Gammelby er landmand og tidligere mangeårig formand for TGU.

Venstre i Kalundborg – Årby - Tømmerup har valgt fire kandidater til kommunalvalget 2021.

Ud over Søren Gammelby er det Mads Olsen, Søren Vang Fischer og Mustafa Badr.

”Jeg vil gerne have noget mere lokalt ind i tankerne omkring Kalundborg Kommune, så de små samfund får mere opmærksomhed, og så er ’Få det fikset puljen’ et godt tiltag som jeg gerne ser mere af, og så skal vi have mere fokus på de små erhvervsdrivende så det hele ikke bare er store virksomheder og store internationale koncerner,” fortæller Søren Gammelby, som stiller op til kommunalbestyrelsen for første gang.

Søren Vang Fischer, tilflyttet til Kalundborg i 2016 og ansat som processupporter hos Novo Nordisk, vil gerne have mere fokus på hvordan de kommunale selskaber bliver drevet.

”Vores grotesk høje fjernvarmepriser skal vi have kikket på, det er nok det jeg i første omgang har kastet min kærlighed på, men der er nok andre ting som havde godt af, at blive kigget efter i sømmene,” siger Søren Vang Fischer.

Mads Olsen, teknisk teamleder hos K-salat i Havnsø, stiller op til kommunalbestyrelsen for fjerde gang.

”Det er klart ældreområdet og vores kære børn som har min helt store interesse,” fortæller Mads Olsen.

For fire år siden stillede Mustafa Badr op på sin egen lokalliste Mangfoldighedslisten, men denne gang stiller han op for Venstre.

Mustafa Badr er jobrådgiver hos Kalundborg Jobcenter, formand for Integrationsrådet i Kalundborg Kommune og sidder med i Integrationsudvalget.

Mustafa Badr brænder for bedre integration og foreningslivet i kommunen.

”Vi fire kandidater matcher hinanden godt og støtter op om hinandens sager, vi har helt sikkert meget at tilbyde borgerne i Kalundborg Kommune” siger Mustafa Badr.

Venstre i Kalundborg – Årby - Tømmerup er en af seks venstreforeninger i Kalundborg Kommune. Hver af de seks venstreforeninger er i forhold til opstilling til kommunevalget ansvarlige for at vælge kandidater. Kandidaterne fra foreningerne opstilles efterfølgende i fællesskab på et stort opstillingsmøde i 1. kvartal næste år. Det er Venstre i Kalundborg Kommunes ambition, at den fælles opstillingsliste kommer til at have en mangfoldig sammensætning af omkring 25 kandidater fra hele kommunens geografi.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0