AnnonceLuk annonce




Ny helhedsplan for Sct. Olaiparken til 232 mio. kr

01-12-2020

Sct. Olaiparken skal renoveres for 232 millioner kroner. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

En stor renovering af Sct. Olaiparken skal være med til at påvirke beboersammensætningen og understøtte et langsigtet mål om at gøre området mere attraktivt. Samlet pris 232 millioner kroner.

Sct. Olaiparken er med sine 276 familieboliger den største almene boligafdeling i Kalundborg Kommune. Afdelingen er opført i 1971 og senest renoveret i 1994. Den består af 11 blokke med hver 3 etager samt en servicebygning. Der var pr. 1. januar 2017 registreret 693 beboere. Beboersammensætningen for Sct. Olaiparken viser blandt andet en stor andel af indvandrere og efterkommere.

Ambitionen om at gøre Sct. Olaiparken til et attraktivt sted at bo og til et aktiv for hele byen kræver – foruden en boligsocial helhedsplan – derfor også fokus på de fysiske rammer. Det forventes derfor, at den fysiske helhedsplan kan være med til at påvirke beboersammensætningen og understøtte de langsigtede mål om at gøre området mere attraktivt.

”Beboerne bliver løbende orienteret og den 19. januar indkaldes der til møde hvor arkitekter og ingeniører fremlægger planerne inden det besluttes endeligt,” fortæller Richard Poulsen, formand for Kalundborg Almennyttige Boligselskab, og fortsætter,

”Vi har taget den beslutning, at sagen skal fremmes på de præmisser som også kommunalbestyrelsen har vedtaget, i alt 232 millioner kroner.”

Det samlede projekt for Sct. Olaiparken omhandler i hovedtræk:

·         Udskiftning af alle tage og efterisolering af alle tagrum

·         Nye køkkener og badeværelser i alle boliger

·         Ombygning/sammenlægning af boliger i forbindelse med tilgængelighedsboliger

·         Etablering af elevatorer i forbindelse med tilgængelighedsboliger

·         Ombygning/sammenlægning af en række boliger for optimering af boligudbuddet – herunder nedlæggelse af boliger

·         Afrensning af facader og udskiftning af en andel af udvendige døre/vinduer

·         En høj grad af bearbejdning af udearealer

·         Renovering af servicebygning

·         Renovering af tekniske installationer

·         Installation af nyt ventilationsanlæg

·         Udskiftning/renovering af ledning i jord

Der vil blive nedlagt 39 boliger i forbindelse med sammenlægninger, ligesom der bliver etableret 54 tilgængelighedsboliger.

En tilgængelighedsbolig kan defineres ved, at den giver adgang til boligen for gangbesværede ældre og handicappede, dvs. at der også bliver etableret elevatorer.

Som ved andre almennyttige boligselskaber, skal projektet godkendes ved en såkaldt skema A ansøgning, den har kommunalbestyrelsen sagt ja til på deres seneste møde, og derfor kan selve projekteringen gå i gang.

Kalundborg Almennyttige Boligselskab har søgt om renoveringsstøtte og kapitaltilførsel i Landsbyggefonden (LBF). LBF har ved den foreløbige behandling af ansøgningen beregnet en støttet anskaffelsessum på 133,416 mio. kr. og en ustøttet anskaffelsessum på 98,999 mio. kr., i alt 232,415 mio. kr. samt en kommunal kapitaltilførsel på 350.000 kr.

Tidsplan for den store renovering:

Projektering ca. marts – december 2021 EU-entrepriseudbud mv. ca. januar – maj 2022. Godkendelse skema B (kommune og LBF) ca. juni/august 2022. Byggestart ca. september 2022. Forventet byggeperiode ca. 2½ -3 år


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0