AnnonceLuk annonce




Kirke og supermarked sammen om julehjælp

20-11-2020

Nuværende formand i Nyvangskirkens Menighedsråd, Ole Kølle (tv) og købmand Peter Egebæk. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Nyvangskirkens Menighedspleje har i år besluttet at hjælpe nogle af de familier i sognet, der har svært ved at få økonomien til at slå til ved juletid. 

Mellem 30 og 40 familier vil ved juletid blive begavet med et gavekort til Meny samt en fin julekurv fra Meny i forbindelse med, at Nyvangskirkens Menighedspleje har valgt de familier ud, der har brug for lidt ekstra julehjælp. Der er tale om, at man skal ansøge for at få julehjælpen, og der er visse kriterier, der skal være opfyldt.

”Det er første år, at vi laver vores egen julehjælp. Men vi vil gerne tilgodese vores egne i sognet, så man skal bo i Nyvangs Sogn for at få hjælpen. Derudover skal man være medlem af Folkekirken og selvfølgelig have behovet økonomisk,” fortæller Ole Kølle, der er formand i Nyvangkirkens Menighedsråd, og fortsætter: ”De modtager et gavekort på 500 kr. fra os, hvis de bliver udvalgt.”

Meny sørger for lidt julehygge

Hos Meny Kalundborg vil man gerne være med at til gøre lidt ekstra for de borgere, som menighedsplejen har valgt ud, og derfor har købmand Peter Egebæk besluttet, at alle familierne, der får gavekortet også får en julekurv fra Meny. 

”Vi synes rigtig godt om idéen, og vil gerne støtte op, hvor der er behov. Derfor har vi lavet en hyggelig julekurv til hver enkelt familie, så der kommer lidt mere julestemning. Gavekortet hertil kan bruges på alt hernede på nær alkohol og tobak,” fortæller Peter Egebæk.

Det er Nyvangkirkens Menighedspleje, der udvælger familierne. Hvor mange, der bliver udvalgt, afhænger bl.a. af, hvor stort behovet er. Ansøgningsskema kan hentes på Kirkekontoret fra fredag, og kan udfyldes indtil den 8. december. Man skla huske, at der er visse krav, man skal opfylde, for at kunne ansøge om julehjælpen fra menighedsplejen. Den 18. december får man besked om, hvorvidt man er en af de heldige til at modtage gavekort og julekurv.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0