AnnonceLuk annonce




Spændende aktivitetsuge med masser af musik

12-11-2020

I næste uge er der workshop på Musiks Skole med bl.a. rapperen, sangeren og danseren Tina Mweni samt musikeren, komponisten og produceren Mo’ “El Gringo Starr” Green a.k.a. Grøn Grøn - IRL Morten Grønvad.

I næste uge er der aktivitetsuge på Musisk Skole. Den almindelige undervisning er derfor skiftet ud med række workshops og projekter, hvor underviserne dels er på besøg på lokale skoler og dels åbner Musisk Skole op for gratis prøveundervisning i enkelte fag på Musisk Skole.

I løbet af ugen arbejder underviserne også med videooptagelser og eleverne skal bl.a. optage en virtuel udgave af den traditionelle julekoncert med børne- og ungdomskorene.

Mandag og tirsdag er der familieworkshops for de mindste og deres forældre. De skal, sammen med andre familier, spille på trommer og rytmeinstrumenter, dramatisere samt lege en masse spændende lege med hulahopringe, bolde, tørklæder, faldskærme mm.

Onsdag åbnes dørene til Musisk Skoles lydstudier i workshoppen “Det Lille Beat & Rap-mageri”.

I denne workshop har du muligheden for at arbejde sammen med rapperen, sangeren og danseren Tina Mweni samt musikeren, komponisten og produceren Mo’ “El Gringo Starr” Green a.k.a. Grøn Grøn - IRL Morten Grønvad, der med sine seneste udgivelser har fået over 3M streams på Apple Music, Spotify og YouTube.

I Det Lille Beat & Rap-mageri kan du:

  • Få hjælp til at skrive tekster og lære om rytme og puls
  • Lære at producere beats på computer
  • Få hjælp til at gøre dine sange endnu bedre
  • Suge til dig af inspiration og forbedre dine production-skills
  • Få dit næste track til at lyde mere professionelt

Torsdag giver Musisk Skole seks unge fra 13 år mulighed for at prøve at arbejde med sangteknik. De lærer at udfolde sig med deres sangstemme og får værktøjer til at blive en bedre sanger.

”De åbne workshops er som sagt gratis, og du behøver ikke være elev på Musisk Skole i forvejen, men for at deltage kræver det tilmelding via Musisk Skoles hjemmeside. www.musiskskole.dk,” oplyser Sony Lillevang Larsen, souschef, Musisk Skole Kalundborg.

Aktivitetsugen afsluttes med en ungekoncert fredag aften, hvor elever fra talentlinjen har budt andre unge ind til en fælleskoncert i koncertsalen på Musisk Skole.

 


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0