AnnonceLuk annonce




Vi gør det, fordi det er sjovt

14-11-2020

De to ejere af bl.a. Punkt 1 i Kalundborg, Steen Jensen og Jesper Petersen. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Steen Jensen og Jesper Petersen har nu i 12 år haft Punkt 1 på Stejlhøj, og der er ikke blevet mindre at se til for de to kalundborgensere, der har travlt i flere butikker.

I 2008 overtog Steen Jensen og Jesper Petersen hvidevarebutikken på Stejlhøj, og den blev til Punkt 1. Inden da havde de begge været i forretningen i mange år, Jesper Petersen siden 2003 og Steen i 20 år. 

”Jeg har været her i 32 år, først i Hvidevarehuset, så blev det til AP Hvidevare, derefter Serviceringen og så blev Punkt 1 stiftet. Det var Arly Jensen, der havde hvidevareforretningen før, men han skulle finde nogle, der kunne overtage. Han spurgte mig, og jeg sagde, at det ville jeg gerne, men at det skulle være sammen med Jesper, og sådan blev det,” fortæller Steen Jensen.

Hos Punkt 1 i Kalundborg er de kendte for at være til at handle med, og det er de slet ikke i tvivl om, er en del af deres succes: ”Vi skal kunne følge med internethandlen, og vi forsøger derfor at prismatche. Vi er til at handle med, og sådan skal det være,” fortæller Jesper Petersen.

Man sælger til både til hr. og fru Jensen hos Punkt 1, men også til erhvervskunder. Faktisk har de rigtig mange af dem, også i andre kommuner. De kører endda til København for at levere hårde hvidevare til både private og institutioner, og det er de god tilfredse med.

”Vi er meget glade for, at vi har både private og erhvervskunder på hele Sjælland. Vi har faktisk lige vundet en stor sag i Roskilde Kommune, hvor man netop har gennemgået samtlige institutioners hvidevarer for så at erstatte dem, hvor det kan betale sig økonomisk og ikke mindst i forhold til miljøet,” fortæller Jesper Petersen.

Men udover hårde hvidvarer sælger Punkt 1 i Kalundborg også varmepumper, og de samarbejder i den forbindelse med forskellige lokale firmaer .

Arbejdet er en hobby

De arbejder begge for meget, men elsker, hvad de laver. Steen Jensen fortæller, at arbejdet er en hobby for ham, og derfor kommer han let til at arbejde alt for meget, fordi han er glad for det.

”Det er en sjov branche, der sker noget hele tiden, og vi sætter en ære i, at der er styr på tingene herude,” fortæller han, og bliver suppleret af Jesper Petersen: ”Men egentlig er det jo nogle gange tilfældigt, hvad man havner i. Det var det i hvert fald for mig. Jeg er uddannet hos Stark, og havde noget med køkkener at gøre, og det første mig så til Punkt 1. 

Et fint partnerskab

Det er ikke altid, det er let at være flere chefer, men hos Steen Jensen og Jesper Petersen fungerer det fint. 

”Det går rigtig fint, og det har det faktisk altid gjort. Vi deler vel tingene lidt op, men det er ikke noget, der er helt aftalt. Vi gør det bare, som det passer ind. Men selvfølgelig har vi møder med personalet osv., så d er er styr på det hele,” fortæller Steen Jensen, og Jesper Petersen fortsætter: ”Vi har faktisk en coach lige nu, der følger op på afdelingen, og vi taler om mindset, hvordan tager vi imod kunder osv. Service er nemlig uden tvivl noget, vi tænker meget over, og det betyder meget for os, at folk får en god behandling, og at det derfor er det, de også fortæller ude i byen.”

COVID-19 har ikke spændt ben

”Mens der er mange brancher, der desværre har det svært, klarer vi os fint. Folk rejser ikke og har ikke gjort det meget i 2020. Derudover sidder mange hjemme eller i sommerhus, og det har betydet, at flere fx har købt diverse maskiner. Endelig har mange også modtaget feriepenge, og da man jo netop ikke kan rejse lige nu, bruger man pengene på noget andet,” fortæller Jesper Petersen, og Steen Jensen fortsætter: ”Men selvfølgelig har det stadig konsekvenser. Vi sendte fx 19 hjem i marts, og har efterfølgende fyret syv. Hele COVID-19 situationen har nok vist os, at vi i virkeligheden godt kan klare os med færre medarbejdere.” 

Steen Jensen og Jesper Petersen ejer også Punkt 1 i Gørlev, og købte ligeledes lampeforretningen ved siden af Punkt 1 i Gørlev for halvandet år siden. I foråret kom også Expert indover, da de etablerede en sådan i samme forretning således, at der nu er tre forskellige forretninger på adressen i Gørlev, men under samme tag. Derudover ejer de Punkt 1 og Expert i Ringsted og Asnæs samt en Punkt 1 i Slagelse.

Hvorvidt der er flere ting i støbeskeen ved man aldrig, men hverken Steen Jensen eller Jesper Petersen vil afvise det.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0