AnnonceLuk annonce




350 elever i brobygning 

08-10-2020

kontakt@tv-kalundborg.dk

Det er noget af et logistisk stykke arbejde, når 350 elever fra kommunens 9. klasser i denne uge er rundt og besøge ungdomsuddannelserne i Kalundborg Kommune. Faktisk skulle eleverne have været rundt på uddannelserne i foråret, men grundet Corona blev det udskudt og komprimeret til én uge. Det betyder også, at elevernes erfaringer med ungdomsuddannelserne ligger meget tæt på det tidspunkt, hvor de skal vælge uddannelse.

På Allikelund Gymnasium har der i ugens løb været fokus på, at eleverne oplever forskellige uddannelsesretninger, der afspejler de faglige og sociale forhold på gymnasiet.

”Det er vigtigt for os, at eleverne fra 9. klasse får et klart billede af, hvordan det er at være elev på Allikelund Gymnasium. En erkendelse som de skal bruge, når de skal træffe deres uddannelsesvalg,” pointerer rektor på Allikelund Gymnasium, Karen Marie Christensen, som hver morgen selv har budt velkommen til de mange elever fra 9. klasse, og efterfølgende sikret dem en rundvisning og en oplevelse af EUD/EUX, HHX og HTX.

Nogle af de fag, som eleverne bliver præsenteret for på EUD/EUX og HHX og som i den grad hitter hos dem, er afsætning, innovation og international økonomi,” fortæller Karen Marie og fortsætter: ”På HTX er det fag som kemi, teknologi og design, som eleverne udviser stor interesse for.”

HHX har arbejdet med YouTube
På HHX er eleverne blevet introduceret til profilfagene afsætning og innovation. Her har de arbejdet med det sociale medie YouTube og med, hvordan forretningsmodellen fungerer for dem.

På HTX har eleverne bl.a. fået undervisning i kemi i laboratoriet, hvor der er blevet lavet forsøg med jodkalium og stivelse i ting. Her var der også fokus på elevernes hverdag. Eksempelvis har det handlet om den mad, de indtager, og eleverne oplevede på den måde, hvordan naturvidenskabelige fag kan åbne for flere spændende aspekter i vores hverdag.

Rektor Karen Marie Christensen fortæller: ’’Det har været nogle spændende og lærerige dage for eleverne, og vi har nydt at have dem på besøg. Vi glæder os til at se mange af de unge til august, og de kan godt glæde sig. For vi har altid spændende faglige og relevante problemstillinger og udfordringer med i undervisningen.’’ 

Corona og mange elever
På trods af corona-situationen er det lykkedes UU i Kalundborg Kommune at holde klasserne samlet. De har alle haft undervisere med, og de har været supergode til at holde afstand og spritte. Desuden har underviserne undervist med visir.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0