AnnonceLuk annonce




Angrebet med håndgranat: Politiet efterlyser vidner

05-10-2020

Politiet var talstærkt til stede i Mullerup det meste af lørdagen, hvor efterforskere, kriminalteknikere, forsvarets sprængstofeksperter og sprængstofhundepatruljer undersøgte ejendommen. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Politiet betragter sagen fra Mullerup, hvor der blev kastet to håndgranater mod en ejendom på Mullerupvej, som et forsøg på manddrab. Nu efterlyser politiet vidner, som har set en sølvgrå Peugeot 406 i området.

En 46-årig mand og en 33-årig kvinde vågnede lørdag morgen brat, da to håndgranater blev kastet gennem stuevinduet, og eksploderede hurtigt efter hinanden.

Alt er revet ned af hylder. Døre blæst af hængsler, og selv lågerne på den massive skænk er revet af, der er et ordentligt hul i muren, og muren ind mod værkstedet har flyttet sig flere centimeter, fortæller den 33-årige kvinde til Ekstrabladet.

Politiet var hurtigt på stedet tidlig lørdag morgen, og fik afspærret området, hvor de håndgranater blev kastet mod det tidligere autoværksted på Mullerupvej i Mullerup.

Politiet var talstærkt til stede i Mullerup det meste af lørdagen, hvor efterforskere, kriminalteknikere, forsvarets sprængstofeksperter og sprængstofhundepatruljer undersøgte ejendommen, hvor der var omfattende ødelæggelser efter de to eksplosioner.

Politiet behandler sagen, som et forsøg på manddrab, og efterlyser to mørkklædte mænd i en formentlig sølvgrå personbil af mærket Peugeot 406, som flygtede fra Mullerup kort efter at de to håndgranater eksploderede.
Midt- og Vestsjællands Politi vil gerne i kontakt med personer, der enten har gjort observationer i Mullerup-området meget tidligt lørdag morgen, eller som måske i dagene før angrebet, på den 46-åriges bopæl, har set fremmede køretøjer, herunder den efterlyste, formentlig sølvgrå Peugeot 406, i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Den 46-årige mand, som var til stede på ejendommen, fik mindre kvæstelser på det ene ben, og blev kørt til sygehuset for behandling. Han er efterfølgende blevet varetægtsfængslet frem til den 27. oktober, da politiet fandt to ulovlige skydevåben med tilhørende ammunition på ejendommen - et oversavet jagtgevær og en AK-47-riffel.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0