AnnonceLuk annonce




Nye Borgerlige lægger blomster for at stoppe ´hverdagsterror´

25-09-2020

Nye borgerlige holder landsdækkende kampagne vedrørende ”Stop hverdagsterror” i morgen lørdag. I Kalundborg vil den lokale vælgerforening være på gaden i tidsrummet mellem kl. 12 og 14, hvor der bl.a. vil blive lagt blomster i Kordilgade, ved Rema 1000 på Klosterparkvej og ved Kontoret, for at markere utilfredsheden med den fare som kriminelle har udsat lokalbefolkningen for.

Nye Borgerlige i Kalundborg og Odsherred starter lørdagens aktion på Solskinspladsen i Kalundborg, lørdag kl. 12, hvor det forventes, at Nye Borgerliges folketingsmedlem Peter Seier Christensen deltager. 

Fra Solskinspladsen går gruppen gennem Kordilgade og til pladsen ved Danske Bank, hvor der vil blive lagt en blomst imod det overfald der skete i sidste weekend. 

Fra Kordilgade går Nye Borgerlige til havneparken for at markere deres sympati med de unge mennesker, der oplever utryghed når de opholder sig her.  Herfra går turen gennem Skibrogade over torvet og til Rema 1000 på Klosterparkvej. Her vil politikerne lægge endnu en blomst for at markere den fare som kriminelle har udsat lokalbefolkningen for i forbindelse med de to skyderier, der har været i år og sidste år. 

Nye Borgerlige slutter aktionen ud for ”Kontoret” i Skibrogade, hvor de vil lægge den sidste blomst for at vise deres støtte til dem der bliver udsat for vold i nattelivet. 

Under hele turen vil der blive uddelt flyers med titlen 'STOP hverdagsterror'.

 


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0