AnnonceLuk annonce




Biograf beder om hjælp

14-09-2020

Der er nu truffet en svær beslutning i Kino Den Blå Engel. På foto Annette Sønder Nielsen. Arkivfoto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

De danske biografer er i den grad blevet efterladt på perronen. Først er de med i kulturpakken lavet grundet COVID-19, så smider kulturministeren biograferne ud for derefter at lade dem komme med igen, dog i en pakke, som de dog på ingen måde kan bruge til noget. Nu tager Kino Den Blå Engel i Kalundborg sagen i egen hånd, og beder om hjælp til lokalsamfundet.

Kino Den Blå Engel har det svært, ligesom de fleste andre danske biografer grundet COVID-19 situationen. De er ikke med i nogle af hjælpepakkerne, og er så at sige overladt til sig selv. De lider voldsomt økonomisk grundet forsamlingsforbud og restriktioner samt manglende film fra bl.a. USA. Annette Sønder Nielsen har derfor nu valgt at bede lokalsamfundet om hjælp og har, på utallige opfordringer fra kunder og samarbejdspartnere, oprettet en donationskonto til biografen.

Det har kostet mange og lange overvejelser, men COVID-19 har sat sine dybe spor i driften af Kino Den Blå Engel, og der er ikke andre veje at gå for biografen.

”De danske biografer har haft revision ind over, og vi kan ikke bruge hjælpepakkerne. Vi er overladt til os selv, og det er ikke i orden. Jeg er ikke meget for at gøre, hvad vi nu gør, men det er sidste udvej for at redde biografen,” siger biografejer, Annette Sønder Nielsen, og fortsætter: ”Vi er nødt til at tænke alternativt, hvis biografen skal overleve. Så simpelt er det. COVID-19 har kostet os dyrt, men vi håber på, sammen, at kunne holde os oven vande dette efterår, som stadig er udfordrende med manglende film grundet COVID-19 situationen i USA pt., flytninger af koncerter grundet restriktioner og ingen kompensationer for, at vi må have langt færre mennesker i salene.”

Annette Sønder Nielsen fortæller dog, at de fortsat vil forsøge at have den store ja-hat på: ”Vi kører derudaf for fuld damp, og vi er fortsat forankret i uddannelse-skole-børn- oplevelser, vi er jo også Danmarks ældste børnefilmklub.”

I fællesskab har Annette Sønder Nielsen og Brian Sønder Andersen ligeledes åbnet Ishjørnet, som er en lille isbutik, der ligger lige ved siden af biografen i Vænget i Kalundborg, for at tjene lidt penge, nu biografen ikke løber rundt, som tiderne er.

Mener du, din forening eller firma, at byens hyggelige gamle biograf, Kino Den Blå Engel, skal være en del af Kalundborg i fremtiden, kan du eller dit firma donere penge på: Reg.nr. konto nr. 0516 0000329750 eller via MobilePay på 89684, skriv: Donation. 



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0