AnnonceLuk annonce




Vindmøllepark: Der tages nu havbundsprøver

15-09-2020

Jack-up riggen Sound Prospector i Kalundborg Havn skal videre til Jammerland Bugt, hvor den skal tage havbundsprøver. Foto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

European Energy forbereder lige nu at skulle i gang med at tage havbundsprøver i Jammerland Bugt i forbindelse med mulig opsætning af en havvindmøllepark med 80 store kystnære vindmøller.

I Kalundborg Havn ligger Sound Prospector, en såkaldt jack-up rig, der skal benyttes til at tage prøver på havbunden i Jammerland Bugt. Det er firmaet Geo, der er hyret af European Energy, der laver prøverne. Kalundborg Havn fungerer som en base, de kan komme tilbage til grundet vejrforhold, bemandingsskift eller andet.

Mathias Berg, der er kommunikationsmedarbejder hos European Energy fortæller, at European Energy den 19. august meldte ud, at de går videre med de to kystprojekter, hvoraf det ene er Jammerland Bugt. 

”Det gør vi lige nu i form af at lave havbundsundersøgelser, hvilket vi har hyret firmaet Geo til. Det er nogle af vores gode samarbejdspartnere,” fortæller han, og fortsætter: ”Operationen varer ca. tre uger. Vi har været lidt udfordret med vind og vejr, men så snart man ser, at vi ligger ude i vandet i Jammerland Bugt, er vi i fuld gang.”

Foreningen Jammerland Bugt er imod en vindmøllepark i Jammerland Bugt, og de har længe arbejdet hårdt for at få stoppet vindmølleparken. De har bl.a. tidligere lavet indsigelser til VVM-rapporten, faktisk har Energistyrelsen modtaget 443 indsigelser mod VVM-rapporten, som der ifølge foreningen Jammerland Bugt, er rigtigt mange fejl, mangler og urigtige oplysninger i.

Jack-up riggen Sound Prospector er en 30x20 meter stor selvopløftende mobil platform, der består af et flydende skrog udstyret med fire bevægelige ben, der er i stand til at løfte sit skrog over havoverfladen. Det flydende skrog muliggør transport af enheden, og alt tilknyttet maskiner til det ønskede sted, hvor der skal arbejdes.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0