AnnonceLuk annonce




Elever går i de store opdageres fodspor

11-09-2020

Elever går i de store opdageres fodspor i uge 39 på Vinde Helsinge Friskole. Foto: Lars Bertelsen

kontakt@tv-kalundborg.dk  

Årets Naturvidenskabsfestival handler om de store opdagelser, der har forandret vores verden. Tusindvis af skoleelever vil i den anledning fejre den store videnskabsmand H.C. Ørsted og hans opdagelse af elektromagnetismen. Det gælder også Vinde Helsinge Friskole, hvor alle skolens elever for første gang har en hel emneuge i naturvidenskabens og elektromagnetismens navn. 

Når startskuddet for årets store, landsdækkende Naturvidenskabsfestival lyder d. 21. september er Vinde Helsinge Friskoles elever på pletten. Alle skolens årgange fra 0. - 9. klasse deltager for første gang i et brag af en Naturvidenskabsfestival, der står i de store opdageres tegn. Eleverne vil specifikt fokusere på H.C. Ørsted og hans opdagelse af elektromagnetismen og komme i dybden med Ørsteds betydning for samfundet i dag.

”Vi vil prøve at gøre eleverne nysgerrige og åbne deres øjne for den naturvidenskabelige metode. Formålet med festivalen er at styrke naturvidenskaben på skolen og vise eleverne samspillet mellem de naturvidenskabelige fag og de andre fag i skolen,” siger lærer Mads Søe Daugaard fra Vinde Helsinge Friskole. 

Alle skolens 180 elever er med. Der er nye opfindere på tapetet hver dag. Og aktiviteterne bliver med en legende tilgang blandet med det teoretiske. 0. - 3. klasse vil arbejde med helte og heltinder inden for naturvidenskaben. Alle arbejder med et produkt gennem ugen, som eleverne viser til hinanden om fredagen til fælles samling.

Store opdagelser og små forskere 

På landsplan får op mod 150.000 børn og unge fra grundskoler og ungdomsuddannelser mulighed for at udforske de store opdageres univers og afprøve deres arbejdsmetoder. Måske skal de prøve at bygge modeldyr, og kode dem, så de kan bevæge sig, lave forsøg med magneter eller bygge deres egen prototype af en elektromotor, en højttaler eller et svævende tog. Mange skoler fokuserer på H.C. Ørsted, fordi det netop er 200-året for hans opfindelse af elektromagnetismen. 

Årets store fejring af naturvidenskaben og dens muligheder foregår fra d. 21. - 25. september og arrangeres af Astra - det nationale naturfagscenter. 

”Naturvidenskabsfestival er ugen, hvor der er tid til fordybelse, tid til at sætte ideerne fri og måske endda tabe kæben af overraskelse. Naturvidenskab handler om virkeligheden og eleverne skal opleve, at naturvidenskab giver dem handlekompetencer og at de kan bruge naturvidenskab til at træffe beslutninger på et oplyst grundlag,” siger programleder for den nationale Naturvidenskabsfestival, Ea Eskildsen.

Tanken med Naturvidenskabsfestival hvert år i uge 39 er at motivere børn og unge til at udforske, forstå og forandre verden med science. 

Over hele landet har engagerede lærere og andre arrangører lagt mange kræfter i at udvikle faglige og festlige projekter til årets tema: Store opdagelser. Ugen kan udgøre et frirum, hvor der eksperimenteres med nye undervisningsmetoder, emner og samarbejder med eksterne, som kan inspirere til resten af årets undervisning. 

Alle skoler bestemmer selv, hvordan festivalen skal forme sig, mens Astra bidrager med undervisningsforløb, materialer og inspiration. 


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0