AnnonceLuk annonce




Nu kan du komme på ’Genbrugen’ døgnet rundt

04-09-2020

Af Jens Nielsen

Fredag blev det officielt markeret at Genbrugspladsen på Asnæsvej i Kalundborg fra i dag har åbent døgnet rundt.

Det har længe været et stort ønske fra mange, at Genbrugspladsen på Asnæsvej i Kalundborg kunne tilkøres hele døgnet, på samme måde som Genbrugspladsen i Bregninge og Høng.

Fredag eftermiddag kunne Niels Hörup, formand for ARGO, og Jakob Beck Jensen, formand for Teknik – og Miljøudvalget i Kalundborg kommune, i fællesskab klippe den røde snor over, og dermed erklære pladsen for døgnåben.

”Det er jo oplagt, at den succes vi kan se med døgnåben andre steder med mulighed for at komme på genbrugspladsen når man har brug for det, også fremover gælder her i Kalundborg,” sagde Niels Hörup i sin tale til de borgere, medarbejdere og repræsentanter fra ARGO og Kalundborg Kommune, som var mødt frem for at markere begivenheden.

ARGO oplyser at omkring 10% af de borgere som kommer på genbrugspladserne med døgnåben, kommer uden for den almindelige åbningstid.

Siden det blev officielt at Genbrugspladsen i Kalundborg skulle være døgnåben, har ARGO modtaget 2000 tilmeldinger til systemet.

”I det hele taget har vi en stor succes i Kalundborg Kommune med vores fem genbrugspladser, og vi er en af de kommuner i Danmark som klarer sig allerbedst på genanvendelse, og det er netop takket være det samarbejde vi har med ARGO, som var det første affaldsselskab til at fjerne småt brændbart, og det var det som for alvor gjorde forskellen i Kalundborg Kommune,” sagde Jakob Beck Jensen i sin tale.

Tilmeld dig til døgnåben via www.argo.dk

Genbrugspladsen vil i aften-, natte- og morgentimerne være ubemandet, men porten vil være åben for de, som vil af med deres affald. Det eneste som man skal sikre sig er, at man har tilmeldt sig døgnåbent. Det gør man via ARGOs hjemmeside. Når man er tilmeldt, så går der to til fire dage inden tilmeldingen aktiveres, og man kan komme ind på pladsen uden for åbningstid.

Sortering er stadig et krav selvom solen er gået ned

Trods den forlængede åbningstid, så er kravet om sortering stadig gældende. Er du i tvivl om hvor en type affald skal hen, så kan du altid se i sorteringsvejledningen på ARGOs hjemmeside eller komme forbi genbrugspladsen i dagtimerne, hvor pladspersonalet står parate med råd - og vejledning.

Du skal som bruger af døgnåben være opmærksom på følgende: 

  • Pladserne er ubemandede uden for normal åbningstid
  • Pladserne er videoovervågede
  • Adgang til pladserne foregår via det mobiltelefonnummer, der er tilmeldt ordningen
  • Olie og kemikalier modtages ikke, når pladserne er ubemandede
  • Pressecontainere er lukkede af sikkerhedsmæssige årsager – der opstilles alternative containere
  • Pladsernes ordensregler skal til en hver tid følges
  • I nødsituationer (strømafbrydelse, uheld m.v.) kan du benytte dig af pladsernes nødtelefon


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0