AnnonceLuk annonce




Nyt samarbejde skal sikre mere borgerbetjening

28-08-2020

Nyt samarbejde mellem kommuner udvider træffetiden i Borgerservice.

kontakt@tv-kalundborg.dk

Når Borgerne i Kalundborg Kommune vender kalenderbladet til den første september, så bliver det også startskuddet til en mærkbar udvidelse af træffetiden i Borgerservice.

”Fra den første september træder Kalundborg Kommune ind i Den Digitale Hotline (DDH). Det er et samarbejde mellem foreløbigt 43 kommuner herhjemme, hvor alle kommuner stiller medarbejdere til rådighed for en fælles borgerbetjening. Det betyder, at vi kan udvide åbningstiden til at være samlet 52 timer på en uge – og også søndag,” siger Jane Hald Christiansen, der er chef for området i Kalundborg Kommune.

Rigtigt mange henvendelser fra borgerne til kommunerne i Danmark er af generel karakter eller handler om digitale selvbetjeningsløsninger og generel information. Det betyder, at borgerservicemedarbejdere i alle kommuner kan hjælpe med henvendelserne, og det er faktisk også sådan, at Den Digitale Hotline fungerer.

”Det kan være, at den medarbejder, borgerne får i røret, sidder i Århus, Holbæk eller Fredensborg. Eller måske Kalundborg. Pointen er, at medarbejderne kan hjælpe med langt de fleste henvendelser, men de kan ikke foretage individuel sagsbehandling. Det vi ser ind i er en kraftigt udvidet service for borgerne, hvor borgerne bliver serviceret af specialiserede medarbejdere, når det passer borgerne. Det kan fx være hjælp og support til AULA – det er der nok mange forældre, der vil være glade for,” understreger Jane Hald Christiansen.

Når man som borger ringer til Kalundborg Kommune fra den 1. september, vil man blive mødt af en række nye valgmuligheder. Nærmere bestemt 5:

Tast 1  Hvis du har generelle spørgsmål til pas, kørekort, folkeregister eller sundhedskort 
Tast 2  Hvis du har brug for hjælp til selvbetjening, NemID, tidsbestilling eller åbningstider 
Tast 3  Hvis du vil anmelde rotter eller oplyse om fejl og mangler på offentlige veje og stier 
Tast 4  For andre henvendelser
Tast 5  For at få gentaget valgmulighederne

Fremover vil borgerne i Kalundborg se frem til at kunne træffe en borgerservice medarbejder i Den Digitale Hotline:

Mandag til torsdag: 8-20
Fredag: 8-16
Søndag: 16-20

Man kan også downloade BorgerApp, der giver svar på en række af de spørgsmål, der bliver håndteret via Den Digitale Hotline.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0