AnnonceLuk annonce




​​​​​​​Kampen mod sclerose tages op i Kalundborg

24-08-2020

Bitten Walsø er indsamlingsleder i Kalundborg Kommune. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Kampen mod sclerose tages op i Kalundborg den 13. september. Meld dig som indsamler, og støt en god sag.

Tusindvis af frivillige mødes den 13. september for at gå dør-til-dør, når Scleroseforeningens årlige landsdækkende indsamling løber af stablen. Rundt om i landets byer bliver der samlet ind til forskning i sclerose, også i Kalundborg.

Scleroseindsamlingen samler ind for at støtte forskningen i sclerose. Hvert år støtter Scleroseforeningen den danske scleroseforskning, så man kan komme tættere på en verden uden sclerose. Det er den forskning, der samles ind til, når foreningen stemmer dørklokker den anden søndag i september.

Frivillige indsamlingsledere bærer Scleroseindsamlingen frem

Scleroseforeningen har flere hundrede frivillige indsamlingsledere i hele landet, der vil være med til at gøre en ekstra indsats i deres lokalområde til Scleroseindsamlingen. Indsamlingslederne står blandt andet for at optælle de indsamlede beløb fra hver indsamler på indsamlingsdagen. I Kalundborg, Jerslev, St. Fuglede og Svebølle er Bitten Walsø indsamlingsleder.

Jeg har valgt at være indsamlingsleder i forbindelse med Scleroseindsamlingen, fordi jeg selv har haft sclerose siden 2010, og det at gøre en ekstra indsats for forskningen i sclerose betyder meget for mig,” fortæller Bitten Walsø

Meld dig som indsamler
Hvis du har lyst til at være en del af Scleroseindsamlingen og hjælpe den 13. september, så meld dig som indsamler og vælg din indsamlingsrute her: www.sammenmodsclerose.dk. Så er du med til at gøre en forskel for de over 16.000 danskere, der lever med sclerose:

”Du behøver hverken at gå langt eller hurtigt. Hver en krone tæller i kampen mod sclerose."

Hvert år får flere mennesker sclerose

Mere end 16.000 danskere lever med sygdommen, og hvert år får omkring 650 nye stillet diagnosen. Sclerose er en kronisk sygdom, og langt de fleste, der får diagnosen, er mellem 20 og 40 år.

Sygdommen angriber centralnervesystemet, og for nogle er sygdommen pludselig og aggressiv, hvor den for andre udvikler sig langsomt og gradvist over mange år. Sclerose kan ikke helbredes, men forskningen gør hver dag fremskridt, og derfor må den ikke gå i stå. Hver krone, der bliver samlet ind til forskningen til Scleroseindsamlingen kan derfor være med til at gøre en kæmpe forskel for tusindvis af mennesker.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0