AnnonceLuk annonce




Udemokrati.

12-08-2020

Læserbrev:

Udemokrati

I efteråret var vi i kommunalbestyrelsen igennem nogle budgetforhandlinger som jeg under, efter og sidenhen bl.a. kaldte udemokratiske. Der var reelt ikke tale om forhandlinger, men tale om, at flertalsgruppen udstak nogle ultimative krav til mindretallet - nærmest uden at der overhovedet blev realitetsforhandlet.

Resultatet blev en budgetaftale med en spinkel opbakning, da kun 59% af kommunalbestyrelsen kunne bakke op om aftalen. Nu her snart et år efter ser vi en absolut absurd følge af flertallets budgetaftale - en såkaldt hensigtserklæring*, som erklærer at fordelingen af eventuelle midler som udmøntes fra Staten til løft af folkeskolen, aftales mellem de partier der indgår i aftalen.

Så når vi onsdag d. 12. august på Børn- og Familieudvalgets møde behandler netop dette emne, så bliver der ikke den store debat, da der jo blot står skrevet, at “Budgetpartierne i Kalundborg Kommune ønsker, at puljemidlerne udmøntes til indsatser på skolernes overbygning for at styrke elevernes kundskaber i dansk og matematik”. Det er muligvis en god idé - men hvor er den faglige indstilling og begrundelse? Og hvor efterlader denne form for politikførelse et fagudvalg som Børn- og Familieudvalget? Det er jo netop de faglige inputs og de efterfølgende politiske debatter der giver de gode beslutninger - men sådan gør vi slet ikke i Kalundborg Kommune. Her bestemmer flertallet at det er “my way or the highway” - og det er ikke demokratisk - det er UDEMOKRATISK!

Jeg håber på en bedre proces, når vi her i august-september igen skal forhandle budget, altså at vi får åbne forhandlinger hvor alle lægger kortene på bordet og at vi så kan diskutere ud fra disse. Det kan måske være vejen mod et bredt samarbejde til gavn for alle borgerne i Kalundborg Kommune.

* Hensigtserklæring nr. H5 i budgettet: http://reader.livedition.dk/kalundborg/2005/html5/ ) 

Thomas Malthesen Hiorth

Kommunalbestyrelsesmedlem, SF Kalundborg


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0