AnnonceLuk annonce




Sol og varme, men ingen Kalundborg Rock´er

04-08-2020

Kalundborg Rock'er på Gisseløre. Arkivfoto: Jens Nielsen

gitte@tv-kalundborg.dk

I den kommende weekend, med sol og varme, skulle der oprindeligt have været Kalundborg Rock’er på Gisseløre i Kalundborg, men det fik COVID-19 sat en stopper for. Styregruppen arbejder dog fortsat på, at festivalen vender stærkt tilbage i 2021.

Når solen bager fra en blå himmel i den kommende weekend, var planen, at musikken skulle strømme fra højttalerne på festivalpladsen på Gisseløre, mens de mange festivalgæster hyggede sig på pladsen. Men COVID-19 fik ødelagt den plan, og Kalundborg Rock’er 2020 bliver nu i stedet til Kalundborg Rock’er 2021.

”Vi arbejder videre hen imod Kalundborg Rock’er 2021, men selvfølgelig er der usikkerhed omkring, hvad der sker mht. næste år. Hvad kan lade sig gøre, hvad må vi til den tid. Det ved vi jo ikke endnu, men udgangspunktet er, at der skal være en festival, og så må vi se, hvad myndighederne melder ud. Vi savner det, og det er træls, at der ikke er nogen i år,” fortæller presseansvarlig for Kalundborg Rock’er, Johnny Elmelund.

Trofast publikum

Johnny Elmelund fortæller, at publikum har været en stor hjælp, da langt de fleste har ladet deres billetter overføre til næste års festival, hvilket hjælper Kalundborg Rock'er økonomisk til at stå stærkere, når de skal arrangere festival til næste år.

”Vi er fast besluttet på, at vi kører videre, og at vi kommer stærkt igen. Vi skylder også en kæmpe tak til publikum for at støtte op om os. Ud af de mange billetter, der var solgt til festivalen 2020, har kun få valgt at få pengene retur. Næsten alle har overført billetterne til næste år. Folk er trofaste, og det er vi meget taknemmelige for. Vi skylder at komme stærkt igen.”

Usikkerhed i branchen

Men der er lige nu stor usikkerhed i hele musikbranchen, da mange bookere har svært ved at klare sig grundet COVID-19. Ligeledes har mange kunstnere det også svært, da langt de fleste jobs er aflyst. Derfor vides det heller ikke,  hvordan det ser ud mht. at få kunstnere i hus til Kalundborg Rock’er næste år. Ydermere afhænger en hel del også af hjælpepakkerne, som er svære at gennemskue. 

”Der er stor usikkerhed i musikbranchen lige nu. Overlever bookerne? Meget afhænger af hjælpepakker, der er svære at gennemskue, og  vi ved faktisk helt reelt ikke, om det bliver sværere, lettere eller blot som det plejer at hyre kunstnere, men selvfølgelig skal det nok lykkes,” siger Johnny Elmelund.

Sol og varme

Styregruppen har snakket om at mødes på festivalpladsen på Gisseløre i den kommende weekend, men har droppet det, for ikke at sende de forkerte signaler.

”Vi havde snakket om lige at mødes derude, men det kan hurtig misforstås, så vi har droppet det. Men jeg ved, at mange sidder hjemme i haven med musik osv., som de plejer, inden de tog ud på festivalpladsen, i år bliver de så bare hjemme i haven,” fortæller Johnny Elmelund, der i øvrigt ikke kan lade være med at tænke på, hvor ironisk det er, at vejret bliver fantastisk i den kommende uge og weekend.

”Vi har snakket om, at det er ironisk, at vejret er så fantastisk lige i år, når vi ikke kan holde Kalundborg Rock’er. Det er det vejr, vi har gået og håbet på i de sidste mange år. Næste år vælter det nok ned med regn igen, men vi er jo vant til det, så det går alligevel. Vi får det bedste ud af det, og vi arbejder i hvert fald helt bestemt mod Kalundborg Rock’er 2021.”


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0