AnnonceLuk annonce




En renere midtby

14-07-2020

En gruppe fra Stejlhøjhus, Bo & Aktivitet, var i dag ude for at gøre midtbyen i Kalundborg et lidt renere sted. Foto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Tirsdag morgen var den officielle opstart på Kalundborg Kommunes nye projekt om at få en renere midtby. Kommunalbestyrelsen bevilgede pengene sidste år, projektet har således været under planlægning et stykke tid, og nu er bypedellerne endelig at se i bybilledet.

Fem mænd fra det beskyttede værksted på Stejlhøjhus, Bo & Aktivitet, i Kalundborg gik tirsdag morgen rundt i Kordilgade, Skibbrogade og Kalundborg Havnepark for at fjerne skidt og affald samt tømme skraldespande, så borgerne kan nyde en renere midtby. De er nemlig nogle af de nye bypedeller.

”Vi startede officielt i dag, men det har været under planlægning længe. Vi har også haft noget indkøringstid, og skulle have forskellige ting godkendt fra Vej & Park. Vi er foreløbig mig og fem mere på holdet, der går rundt lige nu. Men det vil variere fra dag til dag, og der kommer flere med på holdet, så de fremover kan skiftes om det,” fortæller Jan Eriksen, der er værkstedsassistent på Bo & Aktivitet.

Flere byer får glæde af de ekstra penge

Gruppen, der i dag gik rundt og samlede affald op i Kordilgade, Skibbrogade og i havneparken blev mødt af glade forbipasserende, der alle glædede sig over, at man nu gør en større indsats for at holde byen ren. Det er dog ikke kun Kalundborg, der får glæde af de raske mænd fra Bo & Aktivitet, også Høng og Gørlev får glæde af dem hver anden uge.

”Planen er, at vi er i Kordilgade, Skibbrogade og Kalundborg Havnepark mandag og tirsdag, og i Høng torsdag og fredag den ene uge, og den anden i Gørlev. Det var egentlig ikke meningen med havneparken til at begynde med, men det blev udvidet til også at inkludere den,” fortæller Jan Eriksen, og fortsætter: ”Det er så dejligt, at både personale og borgerne synes, det er en god ide, at noget af det arbejde, der foregår på beskyttede værksteder betyder, at andre mennesker også får glæde af det. Vi er jo ikke en erstatning for Vej & Park, men derimod en ekstra hjælp, det forhåbentlig betyder, at det bliver renere de froskellige steder.”

Han fortæller endvidere, at de alle er glade for at kunne hjælpe med at holde byen pæn, og at de allerede i dag har fyldt to sække med affald i Kordilgade og en halv sæk fra havneparken. Derudover tømmer de også skraldespandende, som netop har været et problem i havneparken, da de ofte bliver overfyldt.

”Alle her synes, det er en rigtig god opgave, og at det er rart, at folk reagerer så positivt, når de møder dem ude på job,” slutter Jan Eriksen.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0