AnnonceLuk annonce




Op mod 12 mand truede mand i sit hjem

26-05-2020

Inden de unge mænd forlod stedet smadrede de bagruden og punkterede tre dæk på en bil. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

En mand blev mandag eftermiddag truet flere gange af en flok unge mænd, som bl.a. også havde en pistollignende genstand med. Truslerne handler tilsyneladende om uoverensstemmelser vedrørende en bil.

Politiet var massivt tilstede i området omkring Viskinge mandag sidst på eftermiddagen. En 36-årig mand havde kl. 16.41 anmeldt til politiet, at han og en gruppe kammerater var blevet truet af op til 12 mand i alderen 20-25 år med mellemøstligt udseende, hvoraf den ene havde en pistollignende genstand.

Truslen hænger sammen med uoverenstemmelsen om en bil, der lørdag var hensat på en blind vej, og som mandag var væk.

”De har tilsyneladende hensat en bil lørdag, jeg talte så med dem senere, hvor der var en rude, der var smadret, og allerede der var de helt oppe og køre, og de mente at det måtte være mig, men jeg kender intet til den bil,” forklarer manden, som blev truet (navnet er redaktionen bekendt).

”Mandag mødte de op på min adresse, og gik rundt og kikkede ind ad vinduerne, hvor kun min kæreste og lille datter var hjemme. Hun ringede til mig, og de vendte senere tilbage fire mand og var meget truende og slet ikke til at snakke med. På det tidspunkt var jeg her sammen med en flok kammerater. Jeg forklarede dem, at jeg intet har med den bil at gøre, men de blev bare endnu mere truende og begyndte at skubbe til mig. Jeg får væltet et par af dem rundt, får sparket til dem, og de stikker af, men så går der kun en lille halv time, så kommer de tilbage 10-12 mand. Et par af dem er maskeret, og da den ene trækker en pistollignende genstand op ad lommen, flygter vi ind i huset,” forklarer den 36-årige mand, som er blevet truet.

Inden gruppen af mænd, løb fra stedet igen, smadrede de bagruden og punkterede tre dæk på en bil, der tilhørte en kammerat til forurettede.

Politiet fandt ikke de mistænkte, som blev beskrevet som mellemøstlige af udseende, 20-25 år gamle og 175-185 cm høje. Mændene blev også eftersøgt i Kalundborg by på grund af oplysninger om, at de kunne holde til dér. Politiet har nu optaget rapport om hærværk mod en 37-årig lokal mands bil og forsøger at finde ud, hvad striden mellem parterne konkret drejer sig om.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0