AnnonceLuk annonce




Den helt rigtige beslutning

10-05-2020

Mark Russel fra Kalundborg, som er en af Danmarks mest erfarne førstehjælpsinstruktører og indehaver af firmaet SafetyGroup, mener at Region Sjællands skift til Hjerteløberordningen er den rigtige. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Når en person falder om med hjertestop, falder chancen for overlevelse med 10 pct. for hvert minut, der går, indtil den livreddende førstehjælp sættes i gang. Alle, der træder til ved hjertestop, kan derfor gøre en vigtig forskel. Nu er Hjerteløberordningen blevet landsdækkende og erstatter Danmark Redder Liv. En god ide mener Mark Russel fra Kalundborg, som er en af Danmarks mest erfarne førstehjælpsinstruktører.

Region Sjælland har i en årrække, sammen med Region Syddanmark, benyttet ’Danmark Redder Liv’ ordingen når frivillige blev sendt afsted for at hjælpe i forbindelse med et hjertestop, men fra 1. maj er Danmark Redder Liv ophørt og de to regioner benytter nu, som resten af landet, Trygfondens Hjerteløberordning, og det synes Mark Russel fra Kalundborg, som er en af Danmarks mest erfarne førstehjælpsinstruktører og indehaver af firmaet SafetyGroup, er en rigtig god ide.

”Jeg har selv været tilmeldt både Danmark Redder Liv og Hjerteløberordningen, så når jeg var i København så var jeg Hjerteløber, når jeg kom tilbage på Vestsjælland var det et andet system, nu er det samme system lige meget hvor i Dannark jeg er, samtidig med at der er mange flere som er tilmeldt som Hjerteløber, og 98% af Hjerteløberne har et førstehjælpsbevis, ellers tilmelder man sig ikke sådan en ordning, så det er den rigtige beslutning Region Sjælland har taget,” siger Mark Russel, og fortsætter,

”Og så er hjerteløberordningen væsentligt nemmere at blive tilmeldt, det tager omkring et minut, mens i Danmark Redder Liv kunne det tage flere måneder at blive godkendt, og det gider folk ikke, det skal være nemt og lige til at gå til.”

Som hjerteløber kan man udgøre en vigtig forskel mellem liv og død, når en person falder om med hjertestop uden for hospital. For hvert sekund der går, indtil nogen påbegynder genoplivning, falder chancen for at overleve. TrygFondens Hjerteløberordning, der organiserer frivillige, som melder sig til at yde hjertelungeredning og bringe hjertestartere ud, når der er hjertestop i nærheden, fokuserer derfor på at minimere tiden, fra hjertestoppet indtræffer, til hjælpen når frem.

Når 1-1-2 får et opkald om hjertestop, bliver de 20 nærmeste hjerteløbere alarmeret på deres telefon via appen TrygFonden Hjerteløber. Af de løbere, der accepterer missionen, bliver nogle sendt direkte til hjertestoppet for at påbegynde hjertelungeredning, mens andre guides til at hente nærmeste hjertestarter.

I Region Sjælland er der 8200 Hjerteløbere, og 84.300 i hele landet. 

Om Hjerteløberordningen

·         Hjerteløberordningen er et samarbejde mellem de regionale akutberedskaber, hjertestopforskere og TrygFonden. Hjerteløberordningen dækker hele Danmark.

·         Når man er tilmeldt som frivillig i Hjerteløberordningen, vil man – uanset hvor i landet man befinder sig – kunne blive kaldt ud, hvis man befinder sig nær et hjertestop. Er man fx på besøg i Hjørring, kan man godt blive alarmeret til et hjertestop i nærheden, selvom man normalt er bosiddende i Svendborg.

·         Hjerteløberne modtager via appen TrygFonden Hjerteløber en alarm fra regionernes akutberedskab, når der er et formodet hjertestop i nærheden.

·         Hjerteløberne alarmeres via appen og guides i at yde hjertelungeredning og hente en hjertestarter for at kunne begynde genoplivningen, inden ambulancen når frem.

·         Akutberedskabet alarmerer op til 20 hjerteløbere pr. hjertestop. Erfaringerne viser, at cirka halvdelen ser alarmen og reagerer på den.

Bliv hjerteløber
Hvis du er over 18 år og har en smartphone, kan du blive hjerteløber. Du skal downloade appen ”TrygFonden Hjerteløber” og tilmelde dig. Når der bliver ringet 1-1-2 om et formodet hjertestop, kan du via appen blive alarmeret af regionens akutberedskab. Du bliver bedt om enten at yde hjertelungeredning eller hente en tilgængelig hjertestarter, som du kan bringe frem til personen med hjertestop. Hvis du bliver kaldt ud til et hjertestop, får du en alarm på telefonen, som kan afvises eller accepteres. Det er en fordel, men ikke et krav, at du har været på kursus i livreddende førstehjælp. Du kan altid afmelde dig Hjerteløberordningen, hvis du ikke længere ønsker at være med. Læs mere på www.hjertestarter.dk/saadanredderduliv/bliv-hjerteloeber
 



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0