AnnonceLuk annonce




Erhverv og detailhandel skal arbejde mere sammen

11-03-2020

Næstformand i Kalundborgegnens Erhvervsråd, Torben Berner og erhvervschef Jens Lerager, guidede deltagerne gennem generalforsamlingen. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Erhvervsliv og detailhandel skal arbejde mere og bedre sammen, derfor vil Kalundborgegenes Erhvervsråd sætte ekstra fokus på netop dette punkt, det kom frem på tirsdagens generalforsamling, som blev afholdt på Skipperkroen.

Den årlige generalforsamling i Kalundborgegnens Erhvervsråd blev på flere punkter anderledes end sædvanlig, dels på grund af coronasmitte, 85 var tilmeldt, men kun omkring 50 dukkede op, og så er det vist første gang at foreningens formand har talt til generalforsamlingen via et videoklip.

Formand Charlotte Balslev, som overtog formandsposten i december 2019, var forhindret pga. skiferie, og havde derfor lavet et lille videoklip som blev afspillet.

”Vi har mange planer for 2020, og vi har på vores bestyrelsesmøde i februar besluttet, at vi vil lave en ekstra indsats i forhold til at blive endnu mere synlige, og engagerer endnu flere medlemsvirksomheder, så de vigtigste fokusområder vi har valgt, er fokus på rute 23, aktive i forhold til studiemiljøet, sikre rekruttering til virksomhederne i Kalundborg, store som små, så har vi valgt et nyt fokusområde, hvor vi skal have by- og handelsmiljøet integreret meget tydeligere, således, at de folk vi gerne vil tiltrække, også kan se en interesse i og handle, bo og lave deres fritidsaktiviteter lokalt, og sidst, men ikke mindst, så ønsker vi at gøre en endnu større indsats for alle de medlemsvirksomheder som bakker op om Kalundborgegens Erhvervsråd,” sagde formand Charlotte Balslev i sin videohilsen til generalforsamlingen.

”Vores forretningsliv er under forandring, og mange steder også under pres, kunderne bruger butikkerne anderledes end for 10 og 15 år siden, det er muligvis nogle andre tilbud der søges, men det er vigtigt med en levende bymidte, som er en forudsætning for, at folk har lyst til at komme og bosætte sig, og det er en forudsætning for at i som driver andre former for virksomhed kan få en stabil og kompetent arbejdskraft, så det med at få et aktivt handelsliv, er også en udfordring vi er nødt til at holde os for øje som erhvervsråd,” sagde erhvervschef Jens Lerager, til generalforsamlingen, da han sammen med næstformand Torben Berner, gennemgik 2019 og så frem mod 2021.

Torben Berner, Vesterlyng Camping, Michael Skovgaard Rasmussen, Meny Kalundborg og Niels Dalsgaard, Musholm A/S, blev genvalgt til bestyrelsen, mens filialdirektør for Nordea Kalundborg, Heidi Broskov Sørensen, blev nyvalgt til bestyrelsen.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0