AnnonceLuk annonce




De fortjener et skulderklap for det sure arbejde

29-01-2020

Hannan Demerje og Mathias Benjamin Petersen fra 6. klasse, er en del af skolepatruljen på Rynkevangskolen. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Hver eneste morgen står skolepatruljer i hele landet klar til at gøre trafikken sikrere for de andre elever. Det er der brug for, da der ofte er morgentravle mennesker, som kommer til at trykke lidt for hårdt på speederen, men også cyklister er et problem. TV-Kalundborg var med på arbejde.

TV-Kalundborg var med på arbejde på Holbækvej i Kalundborg, sammen med Hannan Demerje og Mathias Benjamin Petersen fra 6. klasse, som er med i skolepatruljen på Rynkevangskolen.

Hassan og Mathias følger opmærksomt trafikken på den stærkt trafikerede og regnvåde Holbækvej lidt i otte tirsdag morgen, og når der kommer elever som skal over fodgængerfeltet for at komme til Rynkevangskolen, træder de myndigt ud på vejen og stopper trafikken, så eleverne sikkert kan komme i skolen.

Det er dog ikke alle som respekterer skolepatruljen, hverken bilister, cyklister eller elever, bl.a. da Mathias træder ud for at stoppe trafikken, så er der hele tre cyklister som ikke respekterer at de skal stoppe, og blot svinger uden om, og her var der altså tale om tre voksne.

”Bilerne kører generelt for hurtigt, og når vi rækker hånden op så kører mange bare videre,” fortæller Hassan om det han oplever som skolepatrulje når han står på Holbækvej.

I en ny undersøgelse, som Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring har fået udarbejdet, svarer 18 procent af bilisterne, at de inden for de sidste tre måneder har overtrådt fartgrænsen en eller flere gange på en skolevej. Da politiet i uge to gennemførte kontrol på skolevejene, sigtede de flere end 3.300 bilister for at køre for stærkt på landets skoleveje.

Den gode nyhed er, at skolepatruljerne får bilisterne til reducere farten. I undersøgelsen fra Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring svarer næsten 8 ud af 10 af de bilister, som har kørt for stærkt på en skolevej, at de altid sænker hastigheden, når de møder en skolepatrulje.

Og sådan er det også på Holbækvej i Kalundborg den regnvåde morgen, selv om mange ikke helt respekterer skolepatruljen, så er der heldigvis også mange som bremser ned og tager hensyn når de kommer frem til fodgængerfeltet, også selv om skolepatruljen står inde på fortovet.

”Vi har ind i mellem haft besøg af politiet, og jeg må sige at respekten er noget større når bilisterne kan se politibilen og et par betjente stå der nede, men vi har et godt team som gør det godt, og så glæder vi os bare til at det snart bliver bedre vejr,” siger Søren Thomsen, lærer på Rynkevangskolen og kontaktperson for skolepatruljen på skolen.

Det er 6. årgang som har jobbet som skolepatrulje på henholdsvis Holbækvej og Slagelsevej, på nær et par stykker, er hele klassen involveret sammen med tre elever fra inklusionsklassen.

Jobbet som skolepatrulje er ulønnet, men sidst i april får eleverne en tur i Tivoli med alt betalt, lige som de hyldes til sidste skoledag, og så fortjener de helt sikkert et klap på skulderen for det sure arbejde.

Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring kalder uge fem for "Den Sureste Uge", da uge fem er en af de sureste uger rent vejrmæssigt at stå skolepatrulje. Det er en oplagt anledning til at hylde skolepatruljerne og give dem et ekstra skulderklap for deres indsats.

Fakta om skolepatruljerne:

  • Skolepatruljeordningen blev startet på Amager i 1949.
  • I Danmark er der knap 20.000 skolepatruljeelever.
  • Det er eleverne i 5.-7. klasse, der er skolepatruljer.
  • En skolepatrulje arbejder hver morgen, og eleverne møder tidligere end alle de andre elever.
  • Skolepatruljerne arbejder frivilligt og ulønnet.


Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0