AnnonceLuk annonce




DM i dart for socialt udsatte

28-01-2020

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Lørdag den 1. februar kommer Sport for LIVET til værestedet Liljen i Kalundborg, hvor socialt udsatte dyster i 1. runde i DM i dart. Det handler om at vinde, men det handler også om fællesskab. For nogle betyder det en vej ud af udsatheden og videre i livet. 

Landsforeningen af VæreSteder står for ”sport for LIVET”, der er Danmarks mest omfattende idrætstilbud til socialt udsatte, og lørdag den 1. februar er der DM i dart på værestedet Liljen i Kalundborg.

”Det bliver en fantastisk dag, hvor idrætten og det sociale går hånd i hånd. Mange af vores deltagere ville aldrig melde sig ind i en almindelige idrætsklub – de føler simpelthen ikke, at de passer ind. Men her mødes de med ligesindede. Folk med samme baggrund og problemer som dem selv. Det giver et fællesskab og energi til at komme videre i livet,” siger Nico Hansen, der er idrætskonsulent i Landsforeningen af VæreSteder.

En aktuel holdningsundersøgelse blandt socialt udsatte deltagere i ”sport for LIVET” bakker Nico hansens udsagn op. Den viser, at næsten tre ud af fire oplever, at sport for LIVET giver dem ”overskud til at tage ansvar for deres eget liv”, mens to tredjedele beskriver det som ”meget afgørende for deres generelle trivsel.

Når holdlederen Mia fra Liljen råber de første kampe i gang lørdag morgen kl. 10, bliver der i den grad gået til den. Det kan godt være, at tøjet ikke er det nyeste, at kroppen bærer præg af et hårdt liv på gaden, og måske er nogle blevet nogle kilo tungere, men foran dartskiven er alle lige opsatte på at vinde. Der bliver gået til den. Der er fine pokaler og æren på spil - og i sidste ende er alle vindere.  

”I efteråret blev jeg holdleder, og nu skal jeg, sammen med en anden bruger fra Liljen og selvfølgelig i samarbejde med Landsforeningen af Væresteder, lave det første stævne af DM i dart – det er ret vildt. Jeg kan love, dem som kommer, at vi gør vores bedste for at det bliver en god start på DM,” siger Mia.

DM i dart foregår lørdag den 1. februar fra kl. 10 -15 i værestedet Liljens lokaler, Bredgade 26 i Kalundborg. Alle er velkomne.

Om Sport for LIVET

I 2005 arrangerede Landsforeningen af VæreSteder ”Tour de Udsat”, et seksdages-cykelløb for socialt udsatte mennesker på tandemcykler med start på Rådhuspladsen i København og med mål i Vejle. Trods megen skepsis fra omverdenen blev det en kæmpe succes, og det blev samtidig startskuddet til etableringen af Landsforeningen af VæreSteders sportsprogram ”sport for LIVET”.

”Sport for LIVET” omfatter årligt: 

  • Godt 60 nationale og regionale idrætsstævner 
  • Med deltagelse af over 6000 socialt udsatte mennesker
  • Der dyster inden for 20 forskellige idrætsdiscipliner, bl.a. fodbold, bueskydning, petanque, stigegolf, dart, krolf og bordcurling. 

Idrætsarrangementerne i ”sport for LIVET” afvikles sammen med socialt udsatte. Landsforeningen af VæreSteder har gennem tiden uddannet over 600 socialt udsatte værestedsbrugere til holdledere. Uddannelsen omfatter et tredages kursus og klæder værestedsbrugerne på til at igangsætte idrætsaktiviteter på de lokale væresteder, og til at hjælpe med afviklingen af regionale og nationale stævner og arrangementer. 

Om Landsforeningen af Væresteder

Landsforeningen af VæreSteder har siden etableringen i 1998 hjulpet væresteder i hele landet med at udvikle fællesskaber og skabe positive forandringer blandt socialt udsatte. 

I dag er 130 væresteder og 70 boformer og idrætssociale foreninger medlemmer af Landsforeningen af VæreSteder, som derigennem har kontakt til mere end 23.000 socialt udsatte borgere, der ellers er en vanskelig målgruppe at nå gennem det offentlige system. 

Værestedsbrugere slås med mange tunge sociale problemer som psykisk lidelse, hjemløshed, kriminalitet, gæld og manglende økonomiske ressourcer, alkohol- og stofmisbrug, omsorgssvigt, overgreb, prostitution, selvmordstruet, selvskadende adfærd og ensomhed.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 



0