AnnonceLuk annonce




Elevråd vinder 50.000 kr.

07-11-2019

Elevrådet på Skolen på Herredsåsen samt udvalgsformand Karl-Åge Hornshøj Poulsen (V). 

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Elevrådet på Skolen på Herredsåsen har vundet Børn- og Familieudvalgets konkurrence for alle elevråd i kommunen. Konkurrencen gik ud på at udtænke den bedste idé for at skabe bedre trivsel og sænke fraværet på skolen. Udover æren følger også 50.000 kr. til at realisere idéen om en morgenmadscafé.

Penge skal bruges til en morgenmadscafé. Klasserne i overbygningen på Skolen på Herredsåsen skal skiftevis stå for organiseringen af morgenmadscaféen for de yngre elever, så de begynder dagen med et sundt måltid. Det skal skabe fællesskaber på tværs af årgange, og på den måde øge trivslen blandt eleverne.

Det var Børn- og Familieudvalget, der i august lavede en konkurrence for alle elevråd i kommunen. Elevrådenes idéer skulle illustreres elektronisk gennem eksempelvis en video. Børn- og Familieudvalget modtog i alt ti tilmeldinger, og blandt disse stod Kathøj Svallerup Skole, Svebølle Skole og Skolen på Herredsåsen som de tre finalister, der onsdag aften fremlagde deres idéer for Børn- og Familieudvalget.

Der var stor ros til alle tre elevråds idéer og fremlæggelser – Kathøj Svallerup Skole ønskede kunstgræs, Svebølle Skole ville lave et fællesrum for overbygningen, men det var i sidste ende Skolen på Herredsåsens elevråd, der løb med sejren om de 50.000 kr. Børn- og Familieudvalget valgte dog at belønne de to øvrige elevråd med 5.000 kr. hver.

”Alle idéer var rigtig gode, og eleverne har været meget engagerede. Det styrker dialogen mellem politikere og kommunens unge, når vi får deres inputs på områder, der har betydning for deres hverdag – for hvem ved bedre, hvor skoen trykker end eleverne selv. Elevrådet på Skolen på Herredsåsen havde en meget flot præsentation, der bar præg af, at de havde gennemtænkt deres idé, som vi glæder os til at følge,” siger udvalgsformand Karl-Åge Hornshøj Poulsen (V).



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0