AnnonceLuk annonce




Drop kviklån og undgå at havne i RKI

30-10-2019

Filialdirektør Frank Stenholm Larsen fra Kalundborgafdelingen af Danske Bank underviste i den daglige økonomi. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Allikelund Gymnasium havde tirsdag besøg af en række kompetente bankrådgivere fra Danske Bank, som underviste i både den daglige økonomi, investeringer og iværksætteri.

Der er 47.000 unge mellem 18 og 30 år, som er registreret i RKI, Danmarks største register over dårlige betalere.

På Allikelund Gymnasium i Kalundborg havde man tirsdag inviteret en række bankrådgivere fra Danske Bank til, at fortælle om alt fra den daglige økonomi til investering og iværksætteri, bl.a. med det formål at undgå RKI registret.

”Vi fortæller om, hvordan man laver et budget, hvordan en lønseddel ser ud, årlige omkostninger i procent altså, at man ikke bliver snydt, når man skal ud og låne penge og vigtigheden af at spare op. Altså alle de fornuftige ting, så man undgår at komme i RKI. Det er faktisk vores primære formål - at sørge for, at de unge, der sidder her, ikke på noget tidspunkt havner i RKI, og samtidig informerer vi om vigtigheden af, ikke at lade sig friste af kviklån,” sagde filialdirektør Frank Stenholm Larsen fra Kalundborgafdelingen i Danske Bank.

Selve undervisningen i den daglige økonomi blev afsluttet med en konkurrence, hvor eleverne, via deres telefoner, skulle svare på en række spørgsmål.

”I har været rigtigt gode, I har markeret jer, og I turde sige nogle ting,” sagde Frank Stenholm Larsen efter, at undervisningen var færdig.

”Det passer så godt ind i det her med, at vi jo gerne vil have teoretisk-praktisk undervisning og det, at de kommer som rollemodeller udefra, det giver rigtigt meget for eleverne. Det er vi rigtigt glade for,” sagde Karen Marie Bach Christensen, rektor på Allikelund Gymnasium.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0