AnnonceLuk annonce




Restauratør er rystet over brand

28-10-2019

Vestsjællands Brandvæsen blev natten til søndag kaldt til brand i restaurant Just Curry. Foto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

For en lille måneds tid siden blev restauratør, Asher Naman, truet og afkrævet beskyttelsespenge. Hvis ikke han betalte, ville han få sin restaurant brændt ned, sagde mændene, der opsøgte ham på restauranten en fredag aften. Der blev formentlig gjort alvor af truslerne i weekenden, da der i hvert fald var ild i restauranten, og brandvæsenet mener, at branden er påsat. Det er restauratøren meget rystet over.

Natten til søndag stod den lille indiske restaurant, Just Curry, i flammer i Brokkebjerg ved Kalundborg. Der var blevet smadret et vindue, og højst sandsynlig satte en eller flere gerningsmænd ild til restauranten. Branden var ikke så voldsom, men der er store vand- og sodskader i lokalerne. Asher Naman kørte selv til gerningsstedet, da restauranten brændte, og talte med politi og brandfolk, der mener, at branden er påsat. I dag er han stadig noget rystet efter weekendens hændelse.

”Vi er stadig meget rystede over oplevelsen i weekenden. Jeg kørte til Kalundborg fra København, hvor jeg bor, og jeg må sige, at det hele stadig sidder i mig. Jeg er egentlig ikke typen, der giver op, men min kone er højgravid, og er meget stresset over det her. Det er jeg nødt til at tage hensyn til. Jeg må da indrømme, at jeg også tænker, efter der her, om de kommer og overfalder mig lige pludselig, og jeg har da også fået en overfaldsalarm,” fortæller Asher Naman.

Stor opbakning fra lokalområdet

Siden truslerne om at betale beskyttelsespenge og nu senest branden i weekenden, har Asher Naman og hans hustru fået stor opbakning fra lokalsamfundet. 

”Folk har været så søde og rare, og opbakningen, efter truslerne og nu branden, har været meget rørende. Folk har skrevet privat, de har ringet, og de har skrevet på Facebook, og vi er virkelig taknemmelige for, hvor søde folk er herude. Men nu må vi se tiden an, om vi åbner restauranten igen. Uanset, skal det hele sættes i stand pga. de store skader, og så må vi se,” slutter Asher Naman.

Politiets teknikere er i gang med at undersøge brandstedet, og uanset, om restauranten genåbner, går der noget tid, da der er store vand- og røgskader på stedet.

Læs/se også: Video: Restaurant sat i brand efter trusler eller Restauratør blev truet og opkrævet beskyttelsespenge



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0