AnnonceLuk annonce




Røsnæs Udvikling & Beboerforening indstillet til pris

24-10-2019

Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Det begyndte med 39 kandidater, men i dag er feltet indsnævret til fem finalister, der er nomineret til Landdistriktsprisen 2019, og Røsnæs Udvikling & Beboerforening er heriblandt.

Røsnæs Udvikling & Beboerforening er blandt de fem finalister, som er nomineret til Landdistriktsprisen 2019. De fem finalister er udvalgt, fordi de alle i helt særlig grad har medvirket til at skabe en positiv effekt for deres lokalsamfund til inspiration for andre. 

Hos Røsnæs Udvikling & Beboerforening er der stor glæde over nomineringen.

”Det er jo fantastisk, og det er jo i sig selv skønt, at nogle indstiller os, men at komme i top fem er et kæmpe skulderklap, og en stor anerkendelse af det arbejde,  der er blevet gjort herude de sidste ti år, så det kan man kun være stolt over. Men vi er langt fra de eneste. Der er mange, der har gjort et kæmpe stykke arbejde rundt omkring. Men det er et cadeau uanset, om vi bliver nr. 1 eller 5. Jeg er meget tilfreds, men det bliver da spændende på mandag, når vi skal derover og finde ud af, hvem der har vundet prisen,” siger formand for Røsnæs Udvikling- og Beboerforening, Troels Birk Kristoffersen.

Samarbejde og udvikling i lokalsamfundet 

Udviklingen på Røsnæs omfatter bl.a. aktiviteter vedrørende Røsnæs Fyr og cafe, Det Maritime Aktivitetshus på havnen og initiativer, som fx lokale kunstudstillinger, naturprojektet Røsnæs Rundt og kystprojektet Rundt om Røsnæs.

”Røsnæs Udvikling & Beboerforening er et forbilledligt eksempel på et initiativ, der skaber samarbejde og udvikling i lokalsamfundet. Og så er det et eksempel på det lokale engagement, som det er vigtigt, vi tager os tid til at hylde," siger erhvervsminister Simon Kollerup.

Vinderen af Landdistriktsprisen 2019 bliver kåret af Simon Kollerup på Landdistriktskonferencen, der afholdes mandag den 28. oktober 2019 på Vingsted Hotel og Konferencecenter i Bredsten.

De fem finalister er:

  • Røsnæs Udvikling & Beboerforening
  • Fiskeriets Hus i Bagenkop på Langeland
  • Formanden for Stouby og Omegns Lokalråd
  • Virksomheden STRANDET i Thy
  • Geopark Det Sydfynske Øhav

 



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0