AnnonceLuk annonce




32-årig fængslet i fire uger, sigtet for drabsforsøg

09-10-2019

Politiet var massivt tilstede på Ulstrupvej i Gørlev efter overfaldet, og Ulstrupvej var spærret i flere timer. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Den 32-årige mand som 30. september blev anholdt og sigtet for det voldsomme overfald på Ulstrupvej i Gørlev, hvor en mand blev slemt tilredt efter slag med et stumt instrument, er nu blevet fængslet i fire uger efter et styrket bevismateriale.

Selvom den 32-årige mand også i første omgang blev sigtet for drabsforsøg, så mente Retten i Holbæk dog ikke, at beviserne rakte til en varetægtsfængsling på denne sigtelse. Han blev derfor ’kun’ varetægtsfængslet i syv dage på en sigtelse for grov vold.

Det er denne anklage, der nu ved et nyt retsmøde er blevet opgraderet til en sigtelse for drabsforsøg.

”Vi kunne komme i retten med styrket bevismateriale, og det har overbevist dommeren om, at en varetægtsfængsling på fire uger var på sin plads,” siger Charlotte Tornquist fra Midt- og Vestsjællands Politi til TV2 Øst.

Overfaldet fandt sted den 30. september på en ejendom på Ulstrupvej udenfor Gørlev. Her blev en 45-årig mand tævet af flere mænd med slagvåben, rygter på stedet siger at der var tale om en økse.

Den 45-årige mand måtte efterfølgende indlægges med alvorlige kvæstelser, og var i så alvorlig en tilstand, at han ikke umiddelbart kunne afhøres af politiet.

Manden flygtede efter overfaldet stærkt blødende og kvæstet gennem Gørlev, og søgte alvorligt kvæstet tilflugt på Shell-benzintanken på Gørlev Landevej i den modsatte ende af Gørlev.

Efter overfaldet pegede en række spor på et rockertilholdssted i Jyderup, der forbindes med rockergruppen Bandidos. Her blev hele bygningen ransaget, og den 32-årige blev anholdt.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0