AnnonceLuk annonce




Drømmen om at få sit eget

21-09-2019

Cathrine Trautvetter startede eget firma for godt et år siden, og hun er i fuld gang. Foto: Gitte Korsgaard. 

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Fleksibilitet er afgørende for Catherine Trautvetter, der har startet egen virksomhed tilbage i maj 2018.

En aften tilbage i maj 2018 besluttede Cathrine Trautvetter sig for, at hun ville starte sin egen virksomhed, og det blev til Trautvetter Service, der åbnede dørene den 20. maj sidste år.

”Jeg havde i længere tid talt med min datter om at gå selvstændig, men vidste ikke, om jeg havde modet til det. Men så en aften ringede Asger fra Asgers Fisk, og spurgte, om jeg ville gøre rent hos ham. Det sagde jeg ja til og tænkte, at det var første skridt mod, at jeg selv startede op. Jeg havde sagt mit job op på det tidspunkt, da jeg var ked af at være der, og så traf jeg beslutningen,” fortæller Cathrine Trautvetter.

Cathrine Trautvetter er 42 år, og oprindelig fra Hillerød, men har boet det meste af sit liv på Lolland, hvor hun uddannede sig til virksomhedsleder på Landbrugsskolen. Hun flyttede til Kalundborg for snart 14 år siden pga. kærligheden. Cathrine Trautvetter har tidligere arbejdet for Dancenter, hvor hun lavede både kontor- og rengøringsarbejde. I dag ejer hun altså Trautvetter Service, og det er helt bevidst, at firmaet ikke hedder Trautvetter Rengøring, da det er vigtigt for Cathrine Trautvetter, at folk ved, at hun også gerne hjælper med andre huslige opgaver, såsom at handle ind eller gå med hunden.

Går mod strømmen

”Ingen opgaver er for små. Det handler om fleksibilitet, og jeg vil da helst gøre rent i diverse hjem, men hvis der er nogen, der lige står og mangler hjælp til indkøb, hundeluftning eller noget tredje, så er jeg ikke bleg for at hjælpe,” siger Cathrine Trautvetter.

Cathrine Trautvetter gør rent i virksomheder, private hjem og sommerhuse via Novasol, men derudover er hun også i to vikarbureauer, da det om vinteren kan være svært af få jobs nok.

”Det er helt fint som supplement, men jeg vil selvfølgelig helst med tiden, at jeg bare arbejder for mig selv, og ikke har brug for vikarbureauet. I sommer var der meget at lave, og jeg måtte ansætte fem til at hjælpe mig. Nu er jeg alene, og har min datter , der er studerende, som hjælp,” siger hun, og fortsætter:  

”Mange rengøringsfirmaer i dag har faste priser ud fra, hvad de skal lave for opgaver. Sådan gør jeg ikke. Jeg har en fast timepris, og så må vi finde ud af opgaverne hen ad vejen. Det er ikke noget problem. Jeg kan godt lide, at jeg møder mange forskellige mennesker i mit job, og jeg nyder, at opgaverne ikke er ens. Ligesom, at jeg også kører længere for at gøre rent. Jeg har kunder forskellige steder i Kalundborg Kommune samt i Næstved og Roskilde.”

Vil man vide mere om Trautvetter Service, kan man ringe til Cathrine Trautvetter på tlf.nr. 6111 6652 eller skrive til hende via mail: cathrine.28@hotmail.com



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0