AnnonceLuk annonce




Iværksætterhus med fredags café

10-09-2019

Louise Kolbjørn, sekretariatsleder og talsperson i SYMB, der har til huse i den tidligere DSB station i Kalundborg midtby. Arkivfoto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Den socialøkonomiske virksomhed SYMB melder sig nu på banen for erhvervslivet. De vil nemlig lave iværksætterhus samt fredags café ud fra ønsket om at bidrage til udvikling af Kalundborgs handels- og erhvervsliv. 

SYMB har en drøm om at skabe en fælles iværksætter-vision sammen med kommunen, erhvervsrådet og handelslivet. Første erhvervs-fredagscafé bliver fredag den 27. september.

”Kalundborg har, som mange byer, behov for selv at skabe udviklingen. Vi tror på, at jo mere vi i fællesskab som by kan tilbyde, jo større chance er der for, at iværksættere og virksomheder slår sig ned i Kalundborg,” fortæller Anders Baagland fra SYMB, der er primus motor på projektet. 

Den tidligere DSB station, beliggende midt i Kalundborg, hvor SYMB holder til, rummer en masse gode lokaler, der egner sig at huse virksomheder, iværksættere og foreninger. Det er de muligheder, SYMB nu griber. Derfor har SYMB netop har reserveret en stor del af DSB bygningen. 

”Vi ønsker at skabe et spirende miljø, hvor vi får flere med og alle faciliteter stilles til rådighed,” siger Louise Kolbjørn, sekretariatsleder og talsperson i SYMB.

I SYMB tror man på, at hyggelige hjemlige omgivelser er gavnlige for kreativiteten. SYMB har kigget på INSP i Roskilde, som har gode erfaringer med en anderledes indretning.

”Vi har idéer om både at skabe faste kontorer samt hyggelige mødelokaler, der kan lejes til events. Der er også et fantastisk pakhus på 160m2, der kan skabes noget spændende i. Udover alt det praktiske, vi kan tilbyde, er det også et håb om at opbygge et stort fællesskab på tværs af byens erhvervsaktører,” siger Anders Baagland.

Fredagscafe for erhvervslivet

De gode idéer og nye relationer skabes tit i uformelle rammer over en øl. SYMB vil gerne værre stedet, hvor det sker, og har derfor en drøm om, at være stedet, hvor erhvervslivet en gang om måneden mødes med den eneste dagsorden at netværke og skabe idéer og forretninger på tværs. 

Første erhvervsfredagscafe bliver fredag den 27. september, hvor baren er åbent fra 15 -17. Her vil der også være mulighed for at se lokalerne, som SYMB har en ambition om at få skabt liv og vækst i. 



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0