AnnonceLuk annonce




Der er igen lagt op til en rigtig herredyst

14-07-2019

Claus Lanther i Suzuki Swift 1600 er med på startlisten igen i år. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Kalundborg og Omegns Motorklub afholder for 34. gang det populære Rallysprint i den store grusgrav hos NCC ved Svebølle, lørdag d. 20. juli. Der er igen i år lagt op til en rigtig herredyst.

Er du til fart og spænding, hidsige dueller på fire hjul, brølende motorer, dæk der snapper efter vejgreb - sandsynligvis tilsat en god del støv til knas mellem tænderne? Så vil det være en god idé at køre til NCC grusgraven i Gammelrand ved Svebølle lørdag den 20. juli.

For 34. gang inviterer Kalundborg og Omegns Motorklub, KOMO, til Rallysprint over fire heat i en halv snes bilklasser. Første start går kl. 12.00 og finaleheatet køres sidst på eftermiddagen.

NCC grusgraven er en fantastisk bane til rallysprint, idet underlaget er både grus og asfalt og efter omlægning af banen for nogle år siden er der også et spændende hop – så alt i alt en virkelig spændende og udfordrende bane for rallykørerne. Grusgraven betragtes også af mange som den bedste rallysprintbane herhjemme.

En del af de bedste danske rallykørere deltager sammen med en håndfuld svenske kørere, der alle kører om at stå øverst på podiet når løbet er slut. De sidste par år har de danske lokale rallykørere dog trukket det længste strå – således vandt Kenneth Madsen fra Dianalund i 2017 og sidste år vandt hans bror Jacob Madsen i en lejet Skoda Fabia R5 foran en anden lokale kører, Simon Vallentin i en Hyundai R5 og på 3. pladsen den svenske stjernekører Joachim Grahn i en Ford Focus WRC. Joachim Grahn havde i en del år forud vundet løbet foran alle de danske kørere i sin Ford Focus WRC. I år deltager Joachim Grahn igen med sin Ford Fiesta WRC, og er blandt favoritterne til den samlede sejr.

Der er således igen lagt op til en rigtig spændende herredyst, hvor KOMO selvfølgelig håber på at en af de danske rallytalenter igen i år står øverst på podiet når løbet er slut, og den lokale motorklub opfordrer til at komme ud i grusgraven og få en fantastisk spændende live-oplevelse med nogle rigtig gode rallykørere. Der er virkelig gode muligheder for at følge kørerne på næsten hele banen, hvilket naturligvis også gør det mere spændende.

I pausen mellem 2 & 3 heat laver Toyota 4WD Klub Danmark, opvisning i grusgraven med deres spændende biler.

Fra den lokale motorklub KOMO deltager Kenneth Madsen i Suzuki Swift Maxi 2000 Evo, Martin Andreasen i Peugeot 206, Claus Lanther i Suzuki Swift 1600, Ole Jensen i Peugeot 206 og Jesper Bendix i Renault Clio II.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0