AnnonceLuk annonce




Vil have flere turister til Kalundborg 

12-06-2019

Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

”Lad os sammen gøre noget for at få flere turister til Kalundborg,” skriver Kalundborg Turistforening, Vores Kalundborg og Kalundborgegnens Erhvervsråd i forbindelse med, at de søsætter et samarbejde, hvor de vil forsøge at få flere turister til Kalundborg. Derfor afholder de møde fredag den 28. juni fra klokken 7.30 - 9 på Kalundborg Vandrerhjem i håbet om gode idéer til forskellige initiativer.

”Kalundborg er den danske by med flest årlige solskinstimer, mindst regn, den unikke femtårnede kirke, fantastiske natur, gode indkøbsmuligheder, cafeer og restauranter, stor trafikhavn, havnebad og gode strande, nordens største vingård, og i det hele taget har Kalundborg alle muligheder for at tiltrække rigtig mange turister.” Således skriver Kalundborg Turistforening, Vores Kalundborg og Kalundborgegnens Erhvervsråd i forbindelse med, at de gerne vil have flere turister til Kalundborg.

De skriver endvidere, at der hele tiden sker noget i Kalundborg, bl.a. vil der henover sommeren være arrangementer i Kalundborg Havnepark. Der er byfest 25. – 27. juli, Middelalderfestival 31. august – 1. september, vikingemarked 5.-6. oktober, og meget mere.

Kan vi tiltrække flere turister?

”Alle turisme-aktører gør noget for at tiltrække flere turister. Der tages en masse individuelle initiativer, som i den konkrete situation tiltrækker nogle turister, men er det muligt at tiltrække endnu flere? Kalundborg Turistforening, Vores Kalundborg og Kalundborgegnens Erhvervsråd opfordrer til samarbejde om at udvikle turismen i og til Kalundborg. Vi forestiller os, at etablere et netværk mellem turisme-aktørerne, som etableres og udvikles således at alle deltagere har gavn af at netværke med kolleger og konkurrenter,” skriver de bl.a. i deres pressemeddelelse. 

De nævner også, at det ikke er opbygning af en stor ny organisation, som det koster mange penge at deltage i. Derimod er det meningen, at det skal køre i sig selv uden omkostninger til andet end en kop kaffe på netværksmøderne. 

For at vide, hvor meget kaffe, der skal laves, vil arrangørerne meget gerne have tilmeldinger via Hans-Henrik Nielsen, Kalundborg Turistforening, på mail: hhn@mail.dk eller tlf. 40 15 82 12.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0