AnnonceLuk annonce




Havnens Dag med VANDvittigt mange aktiviteter

23-05-2019

Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

På lørdag den 25. maj er det Havnens Dag i hele landet, således bliver det også fejret i Kalundborg, hvor der er ’Vild med Vand’ aktiviteter for både børn og voksne, hele dagen.

Når Havnens Dag løber af stablen nu på lørdag, d. 25. maj, foregår der en masse aktiviteter både på Gisseløre og i Vesthavnen. Stort set alt, hvad der kan flyde på vandet den dag, er på vandet, og man kan prøve det meste.

Programmet til ’Vild med Vand’ er kæmpe stort, og Kalundborg Sejlklub, Kalundborg Roklub og tilbyder en lang række af aktiviteter for hele familien. Det hele starter lørdag formiddag kl. 10 og varer helt frem til kl. 16.

Blandt de gratis aktiviteter er kajak, stand up paddle, jollesejlads for børn og sejlture for hele familie, åben båd, sejlture med lodsbåden, krabbevæddeløb for børnene, og som noget nyt kan man også høre nærmere om Gisseløres nye ”beboere”, de sorte og hvide Galloway køer, som er sat ud i naturområdet. Naturvejleder Morten Lindhard fra Kalundborg Kommune vil fortælle om den funktion køerne har i naturplejen, som vil give Gisseløretangen en bedre naturtilstand. Der vil være guidede ture ud i området.

Der bliver også mulighed for at surfe sammen med en instruktør, roklubben har gang i deres romaskiner, og hvis du er hurtig nok, kan der vindes softice.

Marinehjemmeværnet har en stand på Gisseløre hvor de fortæller om deres arbejde og Vestsjællands Brandvæsen kommer med deres hurtiggående RIB båd som der er mulighed for at få en tur i.

Vandbus

I år foregår der ikke så mange aktiviteter ved havneparken, da der stadig arbejdes i området med kajkanterne, men der vil være mulighed for at få en tur med lodsbåden, og Kalundborg Sejlklub har sat en ’vandbus’ ind, så der er mulighed for at blive sejlet frem og tilbage mellem Vesthavnen og Gisseløre.

Ved sejlklubben på Gisseløre er der også mulighed for at købe mad og drikke, bl.a. vil Havfiskerne være klar med hjemmelavede fiskefrikadeller og fiskefileter fra fisk de selv har fanget.

Omkring 100 frivillige er klar til at give alle vand interesserede en god oplevelse, når de lørdag besøger sejlklubben og roklubben på Gisseløre samt vesthavnen.

Arrangørerne oplyser at der bliver spærret for kørende trafik ved radiostationen, men der er masser af parkeringspladser på det øvrige Gisseløre samt på p-pladserne på Kystvejen.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0