AnnonceLuk annonce




SuperBrugsen klar med stort cykelløb for fjerde gang

13-05-2019

Peter Henriksen fra Event4Cykling, Gørlev, sammen med Steffen Vincent, uddeler i SuperBrugsen, Gørlev, ved sidste års SuperBrugsen Løbet. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

For fjerde år i træk er SuperBrugsen i Gørlev klar med et stort motionscykelløb, både for de mere seriøse, men også for firmaer og private som vil have en god oplevelse på cyklen. Overskuddet fra cykelløbet går til lokale foreninger.

Det er fjerde år i træk at SuperBrugsen i Gørlev arrangerer et motionscykelløb, igen i år sammen med Event4Cykling, Gørlev.

Datoen bliver lørdag den 25. maj og starten på den lange 80 km. rute går kl. ni, mens dem som kan nøjes med at cykle 25 kilometer på den korte rute, starter kl. 10.

Cykelløbet er et motionscykelløb og er åbent for alle, både dem som vil hygge sig med familie, venner eller arbejdskollegaer, til dem som dyrker cykelsporten på et lidt højere plan.

”Det går rigtigt godt med tilmeldingen, lige nu er godt 100 cykelryttere tilmeldt, men vi kunne godt bruge nogle flere på den korte rute, som er perfekt til fx en firmatur,” siger Peter Henriksen, indehaver af Event4Cykling i Gørlev.

Den lange rute har start ud for SuperBrugsen i Gørlev, herefter kører deltagerne over Jerslev, Svebølle, Bjergsted, syd om Skarresø og mod Høng inden der er mål i Gørlev, i alt 80 km. med 663 højdemeter.

Den korte 25 km. tur har også start ud for SuperBrugsen og er den kendte rute rundt om Tissø. Der er indlagte depoter på både den korte og den lange rute.

Tilmelding til cykelløbet kan foregå via nettet frem til den 22. maj, eller på dagen ved startstedet.

Tilmelding KLIK HER

Overskud går til lokale foreninger

De tidligere år har overskuddet fra cykelløbet gået til Team Rynkeby og Gørlev Lokalråd, men i år skal overskuddet gå til de foreninger som hjælper til i forbindelse med cykelløbet. Det er De Grønne Pigespejdere og Vestsjællands Cykelmotion.

Gode Tilbud

SuperBrugsen i Gørlev, har i forbindelse med SuperBrugsen Løbet ekstra gode tilbud i butikken, og uden for butikken vil der være mulighed for at købe grillpølser, øl og vand.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0