AnnonceLuk annonce




Stort fremmøde til snak om euforiserende stoffer

13-04-2019

Dialogmøde i Kalundborghallen om euforiserende stoffer. Privatfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kalundborg Kommune og Midt- og Vestsjællands Politi afholdte torsdag aften dialogmøde med forældre om unge og euforiserende stoffer. 

Den megen debat i medierne om euforiserende stoffer i ungdomsmiljøet har skabt bekymring hos mange forældre, og derfor har Kalundborg Kommune, herunder SSP Team Kalundborg og Ungeindsatsen i Misbrug & Socialpsykiatri sammen med Midt- og Vestsjællands Politi afholdt dialogmøde med alle interesserede forældre.

”Hvilke bekymringstegn man skal være opmærksom på - hvordan man taler med sit barn om euforiserende stoffer, og samtidig bevarer tilliden - hvem der kan hjælpe, hvis det bliver nødvendigt,” fortæller Andreas Knudsen, der er SSP koordinator ved Kalundborg Kommune. 

Andreas Knudsen fortæller endvidere, at hensigten med møderne ikke var at give et faktuelt oplæg, men derimod at hjælpe forældre til, hvordan de skal handle i forskellige situationer.

”Vores hensigt med møderne er ikke at give et faktuelt oplæg omkring euforiserende stoffer, men rettere at give forældrene et ”handleberedskab,” siger han.

Bred gruppe af forældre mødte op

De to møder, der er blevet afholdt i henholdsvis Gørlev og Kalundborg, favnede bredt, og der blev talt om mange forskellige ting. Omkring 60 mennesker mødte op, og SSPs evaluering fra sidste møde viser, at folk generelt var tilfredse med indholdet.

”De favnede bredt i den forstand, at der var forældre til børn i 6.kl., og forældre til unge på ungdomsuddannelser. Derudover forældre til unge med et massivt stofmisbrug, eller unge, der er kommet ud af det, ligesom forældre, der var bekymrede for fremtiden, både i forhold til stoffer, alkohol og rygning,” fortæller Andreas Knudsen, og slutter:

Husk underretningspligten

”Den overordnede målsætning er bl.a. italesætte de tilbud, der er i kommunen, så man ved, hvor man kan få hjælp henne, hvis man skulle få brug for det. Det er ikke altid skolen eller læreren er opmærksom på problemet. Derudover talte vi også om underretningspligt, hvilket vi jo alle har, hvis man ser et barn i mistrivsel, men også hvis man tror, at et barn har et misbrug.”

Kalundborg Kommune og Midt- og Vestsjællands Politi håber på, at man vil køre samme koncept næste år, idet fremmødet til dialogmøderne var rigtig pænt, og målgruppen bred. 



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0